HISTORIK

Grundlæggeren af Opstillingsarbejdet er Bert Hellinger, en tysk tidligere katolsk missionær.

Hellinger var i flere år udstationeret i Sydafrika, hvor han arbejdede med fattige sorte. De store problemer med fattigdom og påvirkninger af apartheid, vold og kriminalitet krævede langt mere end blot at missionere. Hellinger rejste derfor tilbage til Europa, for at efteruddanne sig i arbejdet med mennesker. Han uddannede sig indenfor gestaltterapi, transaktionsanalyse, primalskrig, NLP og andre af tidens populære metoder og rejste herefter tilbage til Sydafrika. Han opdagede dog, at det ikke var så lige til at overføre de tillærte metoder til det mere stammebaserede verdensbillede, som herskede i de sortehos befolkningen i Townships. Han måtte derfor udvikle nye måder og veje at forene disse meget forskellige verdensbilleder og normer. Ud af dette voksende de første spæde skud op af den muld, som siden har gødet Opstillingsmetoden.

Da han i 80érne vendte tilbage til Tyskland, afholdt han de første kurser i det som senere blev til Familieopstilling. Rygterne om at noget helt særligt fandt sted, spredte sig hurtigt, og i dag er opstillingsarbejdet en af de mest brugte, anerkendte og populære metoder til udvikling og forandring i Tyskland.

Mange inspirerende og virtuose mennesker har siden være med til at videreudvikle Opstillingsmetoden. Hellinger har også selv flyttet sig i sin tilgang. Man ser derfor en stor forskellighed i brugen af metoden, ganske som at man ser den integreret i et utal af sammenhænge og i en bred vifte af teoretiske, filosofiske og ikke mindst praktiske udtryk.

En ting er sikkert. Hellinger fik sammensat en helt enestående måde at arbejde med mennesker på. Kombinationen af de vesterlandske filosofiske og psykologiske retninger, kombineret med en mere shamanistisk og ’tribal’ indstilling har vundet genklang. Fra hans tidligere virke som missionær, udspringer metodens eksistentielle erkendelseslag og den indbyggede bevægelse mod tilgivelse og forsoning, som er vital for at finde fred. Det er som om Opstillingsmetoden passer ind i det paradigmeskifte, verden både sukker efter og har så meget brug for.

ISFO’s uddannelser bygger på Hellingers helt grundlæggende teorier inden for Opstillingsmetoden. Vi har dog hentet inspiration til en mere ny-fortolket og opdateret forståelse af teorierne, som formidlet af Albrecht Mahr, Hunter Beaumont, Gunthart Weber, mfl. Herudover hviler ISFO’s uddannelser også på andre store filosofiske og psykologiske retninger, som især systemteorierne, fænomenologien, transpersonlig psykologi og kontemplative traditioner.

På de følgende links kommer et kort resumé af de mest centrale teorier, som oftest bruges til at beskrive det verdensbillede, som Familieopstilling læner sig op af. Disse teorier kan på forskellig vis også bruges til at forstå og beskrive de fænomener og tilgange, som kendetegner Opstillingsmetoden.

SYSTEMISK TEORI

Systemisk Opstilling har sine rødder i den komplekse systemiske tænkning, som er optaget af, hvordan udvikling, interaktioner, inter-relationer og intra-relationer er i en konstant gensidig påvirkning af hinanden.

En del i et system kan derfor kun begribes, hvis man er opmærksom på, hvilken helhed det indgår i. Samtidig er den nuværende oplevelse under indflydelse af en myriade af forskellige faktorer, som igen er under en konstant og selvorganiserende forandring.

Når vi skal se det i forbindelse med familier, er vi selvfølgelig påvirket af begivenheder og omstændigheder fra vores eget liv. Ikke desto mindre er vi ’regulerede’og formet efter de øvrige medlemmer i familien, hvor især vores forældre eller omsorgspersoner har en særlig betydning.

Men det stopper ikke her. Vores forældre var selv børn engang og er på samme måde født ind i en familie, med normer, regler, traumer, glæder, tab, etc. Ganske som deres forældre var engang. Vi er derfor opmærksomme på et langt større felt af den påvirkning, vi er under indflydelse af.

Vi taler derfor om det transgenerationelle perspektiv, hvilket refererer til påvirkninger, som er gået igennem generationer.

Af nogle af de systemer, som familien er under påvirkning af, kan især nævnes:

• Parforholdet
• Forældreskabet
• Kærligheden
• Oprindelsesfamilien
• Den nuværende familie
• Arbejdspladsen

FÆNEMENOLOGI

Fænomenologi kan frit fortolkes som en anerkendende indstilling, hvor vi ser på virkeligheden uden forudantagelser eller fordomme.

At have en fænomenologisk tilgang kan være vanskeligere, end man først antager.

Det kræver en dyb forståelse af denne særlige måde at se virkeligheden på.

I opstillingsarbejdet vil vi opleve, at det netop er den fænomenologiske indstilling, som giver facilitatoren mulighed for at afdække den dybere systemiske dynamik, som virker i menneskelige sammenhænge.

Vi kalder det ofte repræsentant-perception.

Det er netop her, de til tider overraskende indsigter dukker op, som er enestående for Opstillingsmetoden.

KONSTRUKTIVISME

Begrebet konstruktivisme bruges om en særlig måde at tænke og arbejde på, hvis udgangspunkt er, at vi mennesker ikke ser, erkender og erfarer vores omverden og virkelighed direkte. Vi oplever den forskelligt alt afhængig af de øjne der ser, og de sammenhænge vi indgår i.

Konstruktivisme handler om, at vi erkender at det, vi kalder ‘sandt’, ‘virkelighed’ og ’rigtigt’ er en subjektiv oplevelse for det menneske, som oplever det.

Virkeligheden er konstrueret.

Konstruktivisme er ikke optaget af, hvordan tingene er sig selv, men snarere af, hvordan og hvorfor vi mennesker erfarer og beskriver den på forskellige måder.

TILKNYTNING

Menneskers evne til at indgå i sociale samspil præges af de mønstre, som man har indgået i tidligere i livet. Dette gælder først og fremmest tilknytningen til vores forældre og andre af de primære omsorgspersoner. Det danner grundlag for de dybeste strukturer, som vil påvirke vores relationelle mønstre i livet.

Disse mønstre er:

• Tryg tilknytning.
• Afvisende tilknytning.
• Ængstelig/ambivalent tilknytning.
• Dis-organiseret tilknytning.

Herudover kan også tidligere kærester og ægtefæller have en stor betydning for måden, vi senere knytter os til andre partnere på. Teorien understreger, at mennesker har en bagage med sig, og at den personlige historie har stor betydning for, hvordan vi indgår i relationer.

Som voksne har vi i lighed med børn brug for trygge tilknytninger i tilværelse.

Den britiske psykiater, John Bowlby, benytter begrebet ‘sikker base’ om denne type tilknytning.

MINDFULNESS

Mindfulness er på mange måder vestens forenklede udgave af meditation. Metoden har rødder i buddhismen, hvor man mener at menneskets evige jagt efter varig lykke og forsøg på at undgå smerte, fører til den selv samme frustration, lidelse, angst og depression, vi ønsker at undgå.

Vi føler smerte, fordi intet varer ved. Vi bliver alle syge, forfalder og dør.

Ikke desto mindre bliver vi forført af vores eget sind til at tro, at livet varer ved – et andet og meget bedre sted eller i en anden tilstand – som vi bare blot skal opnå eller finde.

Mindfulness handler om, at vågne op til det liv, vi nu engang har. Ikke det liv, der har været, eller som måske vil komme.

Men at vågne op til dette øjeblik, med en venlig indstilling mod sig selv.

I mindfulness arbejder man med sin opmærksomheden.

Man registrerer alt, der dukker op og møder det med accept.

I mindfulness betyder accept, at se på hvad der er – det som ER – uanset om man vurderer det til at være godt eller skidt.

FAMILIEOPSTILLING

På de følgende links kommer en kort gennemgang af de centrale hypoteser og teorier i Familieopstilling.

Foruden viden fra forskellige filosofiske og psykologiske traditioner, er disse grundlæggende antagelser opstået ud fra erfaringer og empirisk materiale.

De adskiller sig fra almindelige teorier, da der i dem også findes elementer fra Hellingers egne og dybt eksistentielle oplevelser som tysk fange under 2. verdenskrig, fra feltarbejdet som præst i et kriseramt og fattigt Sydafrika samt fra sit arbejde med mange tusinde mennesker fra hele verden.

For at komme til bunds i dette komplekse verdenssyn er det selvfølgelig nødvendigt at læse relevant litteratur om emnet.

SAMVITTIGHED

Begrebet samvittighed er helt centralt for Opstillingsmetoden og Hellinger har stor indsigt i hvordan driften mod at høre til påvirker vores måde at være i livet på.

Som små er vores overlevelse afhængig af dette tilhør og barnet kan ikke andet end at regulere sig mod tilhør og tryghed. Alt andet vil true dets eksistens. Denne regulering i forhold til familien med dens normer og mønstre, bliver siden hen den skabelon, vi former os efter. Skam, skyld og samvittighed er således med til at afstemme vores udtryk og handlinger, så vi gør det rigtige i henhold til familiens normer. Børn har på denne måde en dyb loyalitet i forhold til de normer, som hersker.

På samme måde er reaktionen hos barnet at tage skylden på sig, for at sikre familiens trivsel. Når mor og far skændes, gør barnet det til sit ansvar, da det oplever en frygt for opløsning og hermed evt. udslettelse. Efterhånden som vi vokser op og begynder at bevæge os ud over familiens normer starter udfordringerne.

Hellinger taler om ‘blind’ kærlighed, når vi forbliver som det forventes af os og må måske endda gå på kompromis med vores egen sandhed eller livsvalg.

Hellinger taler om ‘blind’ kærlighed, når vi forbliver som det forventes af os og må måske endda gå på kompromis med vores egen sandhed eller livsvalg.

Når mennesker bryder ud af familiens normer (eller for den sags skyld andre grupper vi indgår i) kommer den dårlige samvittighed. Skyld og skam nager og man forsøger måske at indordne sig, undskylde, skamme sig, for på den måde at regulere sig på plads, så man igen kan høre til. Rejsen mod at blive sig selv og blive voksen handler derfor om, at vi kan bære og rumme den dårlige samvittighed, så vi ikke blindt følger skyldfølelsen. Samvittighed er som et overjeg, der oftest er implicit og uerkendt, men som ikke desto mindre styrer os og påvirker vores valg og handlinger i livet.

I Opstillingsarbejdet skelner vi mellem den Personlige samvittighed, som vi mærker i egen krop, og den Systemiske samvittighed, som er de normer, vi mere eller mindre er underlagte i en given gruppe. Sidst findes en Integral samvittighed, som er den større helhed, som alt er en del af. Et niveau, som ligger langt ud over dualitet og vurdering, men som inkluderer alt.

PERSONLIG SAMVITTIGHED

Alle systemer, om end det drejer sig om familier, arbejdsgrupper, etc., er sammensat af mere eller mindre udtalte regler og normer.

Disse regler og normer fungerer som et slags styringssystem i grupperingerne, som består af, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. De kan være bevidste og ekspliciteret i en gruppe, men er oftest helt ubevidste. Når vi er i overensstemmelse med det, som er ‘rigtigt’ i forhold til en given gruppe, kan vi være rolige, da vores tilhørsforhold er sikret. Opfører vi os derimod på måder, som kan opfattes som ‘forkerte’ i forhold til gruppens regler, er vores tilhørsforhold truet.

Vi kan mærke det i kroppen, når vi gør noget forkert, og vi kan se det i ansigterne og reaktioner hos de øvrige medlemmer af gruppen.

Helt galt bliver det, når to systemer med forskellige normer er nærværende på samme tid.

Som fx til en julemiddag, hvor et ungt par er sammen med både forældre og svigerforældre. Hvilke regler og normer er nu de gældende. Hvem skal man være loyal overfor, hvis der opstår gnidninger?

I den personlige samvittighed hersker konstruktioner og begreber som ‘rigtigt’ og ‘forkert’, ‘godt og ondt’, ‘inde og ude’. Her kan man med ‘god’ samvittighed ekskludere andre og i værste fald slå ihjel, som vi oplever det i dag, når forskellige trosretninger kæmper mod hinanden .

”Retfærdigheden skal ske fyldest” og terrorister oplever sig selv som frihedskæmpere og vice versa.

Familien har på samme måde sine normer og i parforholdet og på arbejdspladsen er det både de klart udtalte spilleregler, men også den underliggende stemning, som vi påvirkes af. Sladderen i kopirummet, mobning, pege fingre af, eksklusion, bagtaleri, osv. siver ud fra dette niveau.

Den personlige samvittighed er, det som Hellinger kalder ‘blind’, da vi er helt underlagt de normer, som hersker. At bryde ud eller gå imod normerne kan give voldsomme reaktioner og i visse tilfælde fører til eksklusion af gruppen. Barnet i os frygter denne ekskludering, som opleves som lig med udslettelse.

Vi skal således kunne bære vores skyld, skam og dårlige samvittighed, når vi træder ind i det som føles sandt og rigtigt for os.

Hellinger kalder dette for oplyst kærlighed.

Hvad kendetegner sunde systemer? Helt kort er man inden for Familieopstilling og Systemisk Opstilling opmærksom på især tre underliggende vilkår:

a) tilhør
b) balance
c) hierarki

I forhold til tilhør, så er retten til at høre til og være en del af et system afstemt og på plads. Der er ingen eksklusion og man kan være den rolle, funktion eller person, man nu engang er.

Hvad angår balance, så giver man hverken mere eller mindre end hvad der er i overensstemmelse med ens rolle, funktion eller person. Der forventes på samme måde heller ikke mere af medlemmerne.

Med hensyn til hierarki, så har man sin rette placering. I familier betyder det, at børn er børn og forældre bærer det ansvar som nu engang hører til at være forældre.

Hvad de end måtte have med sig i baggagen, formår de at bære selv, så børnene ikke kan overtager det.

SYSTEMISK SAMVITTIGHED

Dette niveau kan beskrives som en gruppes kollektive samvittighed. De krav, forventninger, normer og regler, som findes på dette niveau er ubevidste, men strækker sig over et større felt end den personlige samvittighed.

Den kollektive samvittighed sætter familien eller gruppen før den personlige samvittighed. Den fungerer som systemets integritet og inkluderer det, som den personlige samvittighed ekskluderer. Ekskluderede personer i familiehistorien, som ud fra den personlige samvittighed har opført sig forkert eller upassende, kan ikke ekskluderes af den systemiske samvittighed. De hører til, da det har haft en indvirkning på systemet, at de blev udelukket.

Hellinger kalder ofte dette niveau for ‘den store sjæl’, som rummer og husker alt. Uafsluttede og uforsonede begivenheder i familien kan ikke blot fortrænges, men skal på dette niveau ses, anerkendes og inkluderes.

Vi er hermed forbundet med alle, både nuværende og tidligere medlemmer af systemet. I denne optik hører således både ofre og bødler til, og man kan ikke gøre sig mere eller mindre fortjent til at være en del af systemet. I den systemiske samvittighed har alle lige meget ret til at høre til. Harmoni og balance indfinder sig, når alle kan have hinanden i hjertet uden at være fanget i rigtigt og forkert.

Her anerkender man dem, som kom før én og som dermed har sikret, at livet er gået videre, uanset de konsekvenser man har måtte betale.

Uanset om hierarkiet er ude af balance og børn har båret et alt for stort ansvar, er de stadig kun børn og deres forældre er uanset om den misrøgt der måtte have været, de eneste rigtig forældre for barnet. I den systemiske samvittighed findes der ikke nogen moral, som man ser i den personlige samvittighed, men derimod erkendelsen af en eksistentiel virkelighed – hvor ubærlig og smertefuld den end måtte være.

Opstillingsprocesserne handler derfor om at bevæge sig fra det personlige til det systemiske niveau.

Metoden er eksistentiel erkendelsesbasseret og arbejder frem mod at finde sin styrke i at alt er, som det skal være, og at enhver ud fra sine forudsætninger må få det bedste ud af livet. Kun derigennem kan man hæve sig over begrænsningerne fra den personlige samvittighed og en helt anden slags frihed kan tage over.

INTEGRAL SAMVITTIGHED

I Opstillingsmetoderne refereres der til tider også til en større eller integral samvittighed.

På dette niveau findes ingen fordømmelse overhovedet.

Det er den alt-inkluderende værens dimension.

Her er vi i enhed med alt. Der er hverken inde eller ude, godt eller ondt, rigtigt eller forkert.

Det svarer til Tao, non-dualitet, Gud, etc.

I Opstillinger ses dette niveau som en slags sublimeret kraft, som skaber bevægelser hinsides personlighedens og systemets normer om rigtig og forkert.