Systemisk Opstilling i Supervision

Hvad er supervision?Hvad er supervision og hvor stammer det fra? Kursist fra ISFO bladre i bog.
Hvordan foregår supervision?
Hvilket teoretiske fundament hvilket supervision på?
Hvad er vigtigt i supervisionsrummet?
Hvordan kan Systemisk Opstilling bruges i supervision?

Det er nogle af disse spørgsmål, som artiklen giver nogle svar på.
Erik Svarer, som har en mangeårig erfaringer med supervision er forfatter til artiklen og underviser på Supervisoruddannelsen.

Hvad er supervision og Systemisk Opstilling i supervision

Jeg har i snart femogtyve år løst opgaver i både offentlige forvaltninger og private virksomheder som ekstern konsulent. I denne artikel vil jeg redegøre for mine teoretiske og praktiske overvejelser i forbindelse med at anvende systemisk opstilling i supervision og andre reflekterende processer sammen med en mere traditionel tilgang til faglige refleksioner og udvikling.

Autopoiesis

Min teoretiske tilgang har fra starten af været inspireret af systemisk erkendelsesteori, især begrebet autopoiesis. Dette begreb blev udviklet op gennem 1960’erne af de to chilenske biologer H.R. Maturana og F.J. Varela.

At et system er autopoietisk betyder, at det til stadighed fremstiller og opretholder sig selv ved at producere det, der skal til for systemets opretholdelse. Man kan også sige, at systemet er selvrefererende.

Dr. Albrecht Mahr skriver således: “Organisationer er særdeles komplekse netværk af mennesker, informationer, teknologi og materielle forhold og er fra starten, skabt af mennesker. De tjener menneskelige mål. Ethvert element af en organisation, enten et produkt, distribution, netværk, eller abstrakte størrelser som marketingkoncept eller virksomhedsfilosofi, er først og fremmest baseret på mennesker og deres interesser. På grund af deres eksistentielle betydning for medlemmerne ”stræber” organisationer generelt efter at opretholde sig selv og ”stræber” for at overleve”, (A Brief Overview, 2012).

Udvekslingen med omverdenen reguleres af systemet selv, idet systemet indtager/optager det, der er meningsgivende eller behov for til selvopretholdelse. Heraf kommer den centrale tanke, at et system ikke determineres af sin omverden – men bestemmes af dets egen reaktion på omverdenens påvirkninger. Ethvert system danner en grænse imellem alt det, der tilhører systemet, elementer og relationer, og alt det, der ikke tilhører systemet, nemlig dets omverden.

Mennesket som system

Mennesket forstås her også som system og i praksis betyder det, at vi hver især har vore egne mentale modeller af verden. Modeller som er dannet på baggrund af vores viden, oplevelser og erfaringer. Disse mentale modeller forstyrres konstant af omverdenens påvirkninger. Vi sorterer dem således, at vi kun kobler nye impulser til vore allerede eksisterende erfaringer og viden i det omfang, at vi som ”system” kan opretholde os selv. Med andre ord, at det opleves meningsfuldt for den enkelte

Dette kan også forklare, hvorfor vi ofte misforstår hinanden. Det sker, når vi prøver at forstå hinanden ud fra vore egne mentale modeller. Modeller, som vi hver især er tilbøjelige til at opfatte som universelle sandheder, og derfor er der ofte ikke øje for den andens perspektiv.

Forståelse af den anden skabes ved, at der foretages en slags opdagelsesrejse i den andens model af verden – at, der skabes en bevægelse fra uni-vers til multi-vers. Fra fokus på min egen ”sandhed” til fokus på den andens ”sandhed”. Altså den andens ret til at være tilstede på lige vilkår.

Kontekst

Et yderligere et led i forståelsen af kommunikerende systemer er kontekstbegrebet, nemlig at kommunikation altid foregår indenfor en ramme – i en eller anden sammenhæng – i en kontekst. Det er således ikke kun det der siges. Det er også den kontekst, der tales ud fra og ind i, som bestemmer indholdet, og dermed angiver betydningen af det sagte. Det betyder, at fokus ikke kun er på indholdsdelen af budskabet, men også på kontekstmarkører som f. eks. tid og sted, formål, typer af relationer etc.

Den professionelle samtaleDet relationelle er vigtigt i supervision, som med disse mennesker, på uddannelse i Supervision.

Humberto Maturana har gennem sit arbejde med kontekstafklaringer udviklet ideen om, at alt i verden kan inddeles i domæner. Andre har anvendt dette udgangspunkt til overvejelser om den professionelle samtale.

I den forbindelse arbejdes der med tre typer af kontekster: æstetikkens domæne, produktionens domæne og refleksionens domæne. Det er de tre positioner, der kan tales ud fra i den professionelle samtale. Det forudsættes, at de eksisterer samtidigt og at der i samtalens forløb er hurtige skift fra den ene position til den anden.

I abstraktionens navn kan der dog dvæles i de enkelte domæner, således at vi kan undersøge ud fra hvilken position der tales. Er det ud fra æstetikkens domæne, hvor der gives udtryk for den enkeltes vurderingerud fra deres værdier, personlige etik, moral, trosforhold og erfaringer i livet o. lign. Eller er det ud fra produktionens domæne, hvor vi taler om opgaver, handlinger og afklaringer af hvad vi gør eller har gjort og om rammerne for vore handlinger. Eller tales der ud fra refleksionens domæne, hvor der reflekteresanerkendende, undrende, nysgerrigt over det, der udtrykkes i henholdsvis produktionens domæne. I æstetikkens domæne med det formål, dels at kunne udvikle nye perspektiver og dels skabe nye forståelser mellem deltagerne.

Den abstrakte model om den professionelle samtale hjælper os til at kunne tale om samtalen. En metakommunikation, hvor afklaringer af kontekster bliver et nyttigt redskab til forståelser og forandringer på arbejdspladsen.

Hvad er min supervisionsmodel

Jeg er således opdraget i en supervisionsmodel, der i dag har udviklet sig til at blive traditionel. Det vil sige, at jeg har interviewet den, som ønskede hjælp til en faglig problemstilling, mens en gruppe af kolleger lytter til supervisandens og min samtale. Kollegerne danner efterfølgende et reflekterende team, hvor der tales om/reflekteres over det de har hørt i interviewet. Endelig reflekterer supervisanden over, hvilke af teamets refleksioner, der vil være hjælpsomme for hende i forhold til den problemstilling, som hun ønsker hjælp til.

Ud over inspiration fra Maturana om domæner og teorien om den professionelle samtale er jeg inspireret af Karl Tomm`s udvikling af formålsbestemte intervenerende spørgsmålstyper og hans måde at fastholde metaperspektiv på både i interviewet og på supervisionsprocessen i øvrigt. Ligesom Tom Andersen´s banebrydende praksisorienterede ideer om reflekterende processer: ”samtaler om samtaler om samtalerne” både har været til stor inspiration og til praktisk hjælp i mine supervisionsopgaver.

Systemisk Opstilling i supervisions- og konsulentopgaver

I 2001 møder jeg opstillingsverdenen første gang. Det foregår i Portland, Oregon. Faktisk den tirsdag i september hvor to fly torpederer World Trade bygningerne. Arnold Mindell er vært for et international workshop i ”Inner, Organizational and Global Conflicts”, og siden da har jeg fordybet mig i dette fantastiske bidrag til at afklare og forklare individuelle og organisatoriske problemstillinger.

Dette sker samtidig med, at jeg oplever, at jeg er lidt slidt i den traditionelle systemiske supervisionsmodel, selv om jeg oftest har været tilfreds med den.

På et tidspunkt superviserer jeg en gruppe socialrådgivere og én ønsker hjælp til, hvordan hun neutralt kan positionere sig i et kompliceret sagsforløb vedrørende en ung mand på 15 og hans forældre.

Dette blev starten på min måde at arbejde med opstilling i supervisions-kontekster.

Hvordan foregår det

Repræsentanterne til opstillingen blev nu valgt blandt dem, som før var deltagere i det reflekterende team, og under interviewet var vi enige om at vi skulle bruge fem repræsentanter. Én for supervisanden, én for far og én for mor, én for den 15 årige dreng, og fordi supervision også skal støtte den pågældende forvaltnings eksistensberettigelse, valgtes én repræsentant for opgavens mål.

Opstilling i supervision hører under Organisationstopstilling, så derfor skal vi indtænke elementer herfra. Som vi kender det fra Familieopstilling, så stiller supervisanden repræsentanterne op. Ved hjælp af opstillingen kunne supervisanden og jeg nu ude fra betragte det psyko-geografiske billede af den indre konstruktion, som var supervisandens.  Jeg kunne se hvordan dette meget hurtigt bragte supervisanden i en position, hvor hun kunne observere hvordan ”sagen” levede i hende.

Ved at gå ind i opstillingen og interviewe repræsentanterne, og gå ud igen og samtale med supervisanden  sam-skabte vi en seance, som var skelsættende for mig.  Dem, der trådte ind som repræsentanter beskrev, hvad de oplevede, og alle var i stand til at bidrage mod målet for supervisionen, at supervisanden kunne indtage en neutral position. Supervisanden blev inviteret ind i opstillingen i slutningen for at indtage den neutrale position, som samtlige repræsentanter i opstillingen sagde god for.

”Everything observed is observed by an observer” skriver den amerikanske antropolog Gregory Bateson. Vi kan kun forstå verden ud fra vores egne subjektive og selvrefererende ramme. Ingen af os kan være neutrale i ordets egentlige betydning. Iagttageren skal indbefattes, skriver Bateson. Men kan vi tilsidesætte vor egen stillingtagen, bevidst eller ubevidst, for at indtage en mere nysgerrig position og en mere ydmyg accept af familiesystemets egne præmisser, som supervisanden ønskede det?

Neutralitet

Neutralitet er ikke en egenskab hos den, der prøver at udøve den, men det er den oplevede effekt i familie- og organisationssystemet, der afgør hvorvidt der er tale om neutralitet. I denne supervision var det når forældrene og drengen godkendte opstillingen og når et større system, organisationen, repræsenteret af målet, godkendte opstillingen. Uærbødighed er her at være respektløs overfor sine egne hypoteser, at stille kritiske spørgsmål til dem og finde nye perspektiver.

Alle, som har stået i en opstilling oplever, at noget tager én, og i de efterfølgende supervisioner har det oplevede fremstået som meget nærværende og intenst.

Udviklingspsykologen Daniel Stern taler om at to sind skaber et intersubjektivt felt og dette intersubjektive felt er med til at forme de to sind. Der er tale om en spejling på et niveau, der kan opleves som at begge parter her og nu oplever det samme og har direkte adgang til hinandens sind som to subjekter. En eksistentiel forbundethed, der gør det muligt at opleve det særlige møde, som Stern kalder for ”nuværende øjeblikke”. En samskabt udviklingsproces.

Resonans i Supervision

Dr. Ursula Franke, tysk opstiller, taler om kroppen som netop klangbund for, hvordan et større system lever i os.

Ved at inddrage systemisk opstilling og derigennem indtænke gruppen som en kropslig resonans for, hvordan organisationen har det, har det været muligt at skabe en sammenhæng mellem Maturanas teorier om domæner og de basale betingelser, som et autopoetisk system føler, forstår og handler efter.

Ved at bruge opstilling i supervision og dermed kombinere de to metoder har jeg opnået to væsentlige ting. Dels har jeg befundet mig i et inspirerende og motiverende rum for faglig udvikling og dels er det min erfaring, at de supervisander, der har deltaget i supervision på dette grundlag oplever denne metode som et attraktivt rum for supervision og faglig udvikling.

Opstilling hører til den fænomenologiske psykologi. Fænomenologisk psykologi undersøger menneskets oplevelsesverden og prøver tillige at forstå alle mentale fænomener som præget af individets personlighed.  Læren om fænomenerne, dvs. «det der viser sig», «det givne», har Dr. Ursula Franke inspireret mig til netop at se på opstillingen som et fænomen. Noget, vi kan betragte udefra ved, at den indre version vi bærer på, eksternaliseres, og personer, dukker eller ”floor markers” benyttes som repræsentanter for dem vi hører om. Som facilitator skal du sikre dig, at for at fænomenet skal kunne udfolde sig selv, er din tilgang til det, afgørende. Herom ”Systemisc attitude”

Daniel Siegel talte på Connecting Fields kongressen i København i 2013 om ”Systemisk attitude”. Venlighed var et af elementerne, som også går igen i Maturanas teori ”The Biology of Love”. Basale betingelser for at levende systemer udvikler sig.

Litteratur:

  • Andersen Tom; ”Reflekterende processer. Samtaler og samtaler om samtalerne”, Dansk Psykologisk Forlag, 2005.
  • Bateson, Gregory; ”Steps to the Ecology of Mind”, 1972.
  • Franke, Ursula; ”In my minds eyes”, Carl Auer Verlag, 2003.
  • Schilling, Benedikte; “Systemisk supervision. metodik i….”, Dansk Psykologisk Forlag, 1997.
  • Stern, Daniel;Det nuværende øjeblik I psykoterapi og hverdagsliv, Reitzels Forlag.
  • Ølgaard, B.; ”Kommunikation og økomentale systemer ifølge Gregory Bateson, Akademisk Forlag, København 1991.

Artikler:

  • Tomm, K.; ”Er hensigten at stille lineære, cirkulære, strategiske eller reflektive spørgsmål”, Forum 4/92.
  • Tomm, K.; ”Refleksiv udspørgen som middel til at fremme selvhelbredelse”, Forum 3/92
  • Holmgren, A, “Supervision af systemet – systemisk supervision”, Dispuk, 1994.
  • Holmgren, A.; ”De 3 domæner: Udkigstårn til virkeligheden”, DISPUK 1994.

Hvis du ønsker at holde dig opdateret om nye artikler, videoer og aktiviteter, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev.