Hvordan Foregår Familieopstilling

Familieopstilling – når stamtræet bliver rystet

Herunder kan du læse en reportage om, hvordan en Familieopstilling foregår, hvad der sker og hvordan det er at være med i en Opstilling. Artiklen har været bragt i bladet Psykologi.

Af Diana AxelsenLiv Dhanyo Thommesen laver Familieopstilling med kursister

Oplevelserne fra et kursus i Familieopstilling sidder i kroppen lang tid efter og ændrer det mønster, som har groet sig fast i familierne. Psykologi (tidskrift) tager dig her med ind i et rum på Nørrebro, hvor forløsende gråd og erkendelser ryster grenene på stamtræet.

To kvinder står tre mandslængder fra hinanden på et giga, ægte tæppe i et rum på Nørrebro. De ser ikke på hinanden og ved ikke andet, end at de skal forestille henholdsvis hovedpersonen i en Familieopstilling og hendes mor. Deres forudsætninger er bare, at de er med på kurset. De ved ikke noget om dem, de repræsenterer.

Hovedpersonen, hvis familiemønster skal til at folde sig ud på tæppet, retter lidt på ‘moren’ ved at tage fat om hendes skuldre og føre hende. Hun skal stå lidt mere skrå, synes hun.

Hvad sker der her?, spørger terapeuten, der guider processen? Hun rører ved en af de opstillede kvinders hånd. Den er kold og ryster, bemærker hun.

– Det er svært at trække vejret, og mine ben vil gerne gå, men jeg ved ikke i hvilken retning, siger moren.

Hun er tydeligvis berørt, og hendes krop reagerer på … noget. Hun er en kanal for energier, der ligger i hovedpersonens familie.

Hovedpersonen har også en repræsentant. I denne opstilling spiller hun nemlig ikke sig selv. Hun har valgt en stand-in, så hun selv kan se mønsteret fra familiemedlemmerne og deres reaktioner udefra. Hendes stand-in føler en tung fornemmelse i sin mave. Kan ikke mærke moren, som hun venter på en reaktion fra. Hovedpersonen fortæller med lille stemme, at hun lider af mavepine.

Der skal flere på banen. Hovedpersonen kigger rundt i cirklen af medkursister, der sidder mellem kleenexbokse og betragter opstillingen. Hun vælger repræsentanter for sin mormor og oldemor. Der er ikke nogen regler for, hvordan man vælger repræsentanterne. Det kan være noget i energien ved den pågældende person eller udseendet eller noget andet, der minder om familliemedlemmet.

De to, hun udpeger, stiller sig hen tæt bag moren.

– Det er svært at fatte, men det føles helt fantastisk at have dem bag min ryg. Min krop reagerer, siger hun.

Spøgelset i generne – afdækkes i Familieopstilling

Den kropslige hukommelse er meget dyb – dybere end den kognitive, tænkende. Der sidder traumerne og de tidlige svigt. Hvis du har fået en tidlig oplevelse af ikke at være god nok, så kan nok så mange give dig nok så meget kærlighed, men du har følelsen af manglende selvværd siddende i kroppen, og du kan ikke tage imod et kram.

– Når vi gestalter familien i en opstilling, så gør vi det indre til noget ydre. Vi viser de indre historier, så vi kan tage stilling til dem og opløse dem, fortæller Liv Dhanyo Thommesen, der afholder kurset i Familieopstilling.

Vores gener er prægede af det, der er foregået i tidligere generationer. Det har den engelske forsker Marcus Pembrey i samarbejde med svenske og amerikanske kolleger nu bevist. Påvirkninger fra traumer i tidligere generationer nedarves i generne. Det vil sige, at du kan rende rundt med reaktioner på traumer, som din oldefar har oplevet uden nogensinde at have mødt ham. Forskere har fundet ud af, at børn og børnebørn af overlevende fra Holocaust oplever en øget psykisk sårbarhed. Tillige har børn født af kvinder, der overlevede 9/11 med dem med i deres gravide maver, et forøget indhold af stresshormonet kortison i spyttet. Vores gener har hukommelse, og vi er en del af en historie, som vi har brug for at kende for at opløse de negative reaktioner.

Liv Dhanyo Thommesen fortæller: – Vi skal tænke os selv som del af en større helhed. Hvis vi ikke får det fulde billede, så kan vi ikke se, hvordan vores fortid og nuet hænger sammen. Hvis du føler, at du ikke er værd at elske, så er det jo ikke, fordi du får den følelse af dig selv. Den skal ses i en kontekst, hvor du tager hele familiens historie med. Når vi så går ind og arbejder med hele historien, så arbejder vi med oplevelser, som kommer op til overfladen. Erkendelsen af hændelser og forståelsen af dem kan heale din egen sårbarhed over for det aftryk, som forfædrenes oplevelser har sat i dig.

Futtog og forløsning gennem Opstillingsmetoden

Tilbage til opstillingen, hvor fire kvinder nu står i en række og holder om hinandens skuldre. De ligner den slags futtog, børn nogle gange laver, men der bliver ikke ‘futtet’ her.

Det vælter rundt med følelser i hovedpersonens ansigt. Terapeuten bringer en ‘far’ og en ‘mand’ ud på scenen. De bliver placeret bag hovedpersonen og hendes stand-in.

– Nu bliver jeg helt kold på ryggen, siger repræsentanten for hovedpersonen og begynder at græde. Hovedpersonen lægger en beskyttende arm rundt om sin stand-in. Hun trøster sig selv. Alle deltagerne er nu ude i centrum af begivenhederne. De står i en ordnet klump og har fået roller som fædre, mødre, børn. Ja, selv børnebørnene er der – gestaltet af granvoksne mennesker, der sidder på knæ.

– Jeg mærker sådan en ro og stolthed over mit barn, siger en mor, mens hun rækker ud og lægger sin arm om hovedpersonen, der nu ryster af gråd. Hun samler stemmen og erkender:

– Nu har jeg en klar fornemmelse af, at jeg skal forholde mig til dem her bag min ryg for at kunne tage mig af dem her. Hun peger ned på sine ‘børnebørn’.

Rummet emmer af forløsning, og vi går videre til den næste, der skal i den varme stol.

Nu som marionetdukke

En kvinde i trediverne optager stolen ved siden af terapeuten. Hun rykker rundt på sædet og skifter hele tiden mellem at sidde på sine hænder og gnide dem.

– Jeg vil gerne fylde mere. Jeg vil gerne turde tage min plads i livet, og nu kan jeg se, at min søn overtager mit mønster. Han begynder at trække sig ind i sig selv. Miraklet ville være at bryde det mønster i familien, fortæller den hændervridende.

Hun skal vælge en mor. Fra starten af dagen har jeg meddelt, at jeg som journalist sidder udenfor og observerer, men kvinden i den varme stol vender med blikket hele tiden tilbage til mig. Hun vil gerne vælge mig som sin mor, og jeg ender med at bukke under for ønsket og lader mig stille op. Hun dirigerer rundt med mig på gulvet, indtil hun er tilfreds med min position i forholdet til den person, der er opstillet som hende selv. Jeg er bare en marionet, der lader mig flytte rundt med, og i de næste omtrent tyve minutter kommer jeg til at opleve ting, som jeg heller ikke synes at have kontrol med. Som jeg ikke kan forklare her og nu.

Impulser tager styringen

Jeg lægger min hånd på hendes mave. Altså, det er vel hendes mor, der gør det, for jeg er jo hendes mor, men det er mig, der får impulsen.

– Jeg havde meget kolik som barn, forklarer hun på en beroligende måde. Men også som om hun forventede, at jeg ville lægge min hånd der. Hun har oplevet den slags på tidligere kurser.

Familieopstilling handler om forståelse og acceptSenere må jeg lægge en hånd på hendes hals. Alt i mig skriger efter at beskytte denne kvinde, som jeg slet ikke kender. Jeg føler, at jeg ligesom må støbe hendes krop med mine hænder, for hun er ved at flyde ud eller forsvinde. Har ingen anelse om, hvad der sker omkring mig, for jeg koncentrerer mig om at beskytte min datter. Det er impulserne, der styrer. Et par af de andre, der også er med i opstillingen, græder. Der ligger folk på gulvet, som er døde. Hovedpersonens stand-in tager afsked med et mandligt familiemedlem, der ligger udstrakt som lig, og jeg står der og er en fremmed kvindes bekymrede mor.

I pausen sidder jeg og snakker med kvindens mand. Hende, hvis mor jeg lige har ageret. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvad der skete.

– Det er ikke så vigtigt for mig at forstå det her. Det er mere noget med at acceptere, at det virker. For det oplever jeg jo, at det gør. Sidst min kone kom hjem herfra, oplevede vi, at vores søn begyndte at ændre adfærd til det bedre. Han reagerede simpelthen på, at hun havde forløst nogle ting her til Familieopstilling, fortæller han. En anden deltager stemmer i. Resultatet af hendes sidste kursus i Familieopstilling er, at hendes teenagedatter er begyndt at åbne sig op for hende igen efter flere års tilbagetog fra sin mor. Der er flere der nikker over deres sandwich og kommer med lignende fortællinger om, hvad denne terapi har gjort for deres relationer.

Neuroner der spejler 

Men hvorfor kan de involverede i en Familieopstilling mærke energien og impulser, som de reagerer på?

– På afdelinger, hvor man arbejder med borderline-patienter, opstår der meget ofte splittelse blandt personalet. Det er almindelig kendt inden for psykiatrien, forklarer Liv Dhanyo Thommesen og holder en pause, hvor hun vist godt fornemmer, at der skal mere forklaring til.

En stor del af forklaringen er, at der nu forskes meget i noget, der hedder spejlneuroner. De gør blandt andet, at vi reagerer på andre uden at tænke over det. Et spædbarn for eksempel vil kort efter fødslen reagere ved at spejle andre. Deres spejlneuroner får dem til at imitere deres omsorgspersoner. De har brug for dette for at få en god start på livet, og det allerværste er, hvis de bliver ignoreret, og derfor ikke kan imitere andres ansigtsudtryk.

– Det forunderlige er, at vi på et neurologisk plan er fuldstændigt forbundne. Hele vores nervesystem reagerer meget mere på andre, end vi er klar over … vi sanser og registrerer så meget, som er uden for vores bevidsthed. Hvis vi kunne se alle de neuroner og impulser, som vi sender af sted og modtager fra andre, så ville vi forstå, hvordan vi påvirker hinanden, siger hun med hænderne flagrende i luften og et blik, der registrerer, at en lille forståelse er ved at falde på plads.

Duften af forandring

Ved dagens slutning er hele holdet ved at falde i søvn. Det er ikke småting, vi har prøvet i løbet af de sidste syv timer, og energien kan ligge på et meget lille sted, da terapeuten sender os ud i verden med et par ord om, hvad vi kan forvente af transformationer i familien i den kommende tid.

– Det er nødvendigvis ikke altid, der sker noget lige med det samme, når vi siger farvel i dag. Men måske gør der. Der plejer dog at gå et halvt til et helt år, inden I vil se resultatet af jeres proces her, slutter hun.

Vi går ned ad trapperne og forbi det storduftende køkken til Meyers Madhus, der ligger på første sal og i stuen. Ned til den virkelige verden, hvor forandringer måske vil ske. Her siger jeg farvel til alle mødrene, fædrene, børnene, børnebørnene, oldeforældrene og tipperne, som har forløst historier, grædt og grinet, hulket, svedt og frosset til familieopstilling i et baghus på Nørrebro.

Artiklen blev bragt i bladet Psykologi 01/2013

Bliver du nysgerrig på Familieopstilling? Kom til gratisk informationsaften, hvor du vil høre om metoden og har mulighed for at opleve en Familieopstilling. 

Ønsker du selv at deltage i et kursus i Familieopstilling? Læs mere her under, hvor du også kan tilmelde dig.