Systemisk Opstilling til brug i samtaler med børn og unge

Et supplement til praksis, når vi skal tale med børn og unge

Af Anja Ladefoged, Lone Munksgaard og Lene Hauerberg

Som socialrådgiver i familierådgivninger kan man have samtaler med børn, hvor fornemmelsen kan være, at barnet eller den unge har haft vanskeligt ved at sætte ord på ting eller situationer, som er svære.

Ind i mellem så svære at det ikke blev italesat, da man bliver usikker på sin fremgangsmåde og intuition. Man mangler en slags ’nøgle’ til at komme ind til det sted, hvor udfordringerne er låst fast.

Denne artikel henvender sig til personer, som arbejder med børn og unge. Systemisk Opstilling kan dog tænkes ind i mange andre kontekster i samtaler med klienter.

Faktisk er det kun fantasien, der sætter grænsen for anvendelse. Metoden er anvendelig for mennesker, der arbejder med mennesker.

Der udbydes et stort antal kurser og forløb til hjælp for opkvalificering af forskellige faggrupper inden for børne- og ungeområdet. Det faglige personale skal have stor anerkendelse for det værdifulde arbejde, som er udført gennem tiden.

Systemisk Opstilling til samtaler med børn og unge

Systemisk Opstilling er blot én blandt mange andre gode redskaber og værktøjer: Signs of Safety – Tre Huse er fx blot et par af de fremgangsmåder, som Systemisk Opstilling vil være et kraftfuldt supplement til.

Systemisk Opstilling eller Familieopstilling er navnet på denne måde at arbejde på, som repræsenterer en enkel og virkningsfuld metode til at få overblik over skjulte dynamikker og mønstre og samtidig en anvendelig måde at afdække potentialer og nye hensigtsmæssige retninger på.

Systemisk Opstilling er i tråd med den systemiske tænkning, som er optaget af, hvordan udvikling og interaktioner er i en konstant gensidig påvirkning af hinanden. En del i et system kan derfor kun begribes, når man er opmærksom på, hvilken helhed det indgår i. Systemisk Opstilling er samtidig fænomenologisk, som frit kan fortolkes som en anerkendende inkluderende indstilling, hvor vi ser på virkeligheden uden forudantagelser eller fordomme.

Vi forsøger i denne artikel at pege på en alternativ og supplerende praksis i samtaler via case-beskrivelser, uanset om formået er:

• Informationsgivende
• Undersøgende
• Støttende
• Eller flere af disse faktorer på samme tid.

Der vil sandsynligvis være overlapninger – og med det positive resultat at komme tættere på en afklaring.

I de efterfølgende cases har vi fokus på samtaler med børn og unge.

Vi har fokus på praksis i det ’NU’, der opstår imellem klient og fagperson gennem samtalens forløb.

Som udgangspunkt er følgende overvejelser væsentlige inden samtalen:

• At de lovmæsige krav er overholdt.
• At der informeres om muligheden for en bisidder.
• At det etiske er på plads, så barnet ikke føler sig ført bag lyset.
• At barnet informeres om notatpligt.
• At barnet /den unge samtykker mht. når der evt. tages billeder til senere brug.

Er det muligt, mødes man – rent geografisk – der hvor barnet er mest trygt, så det foregår på barnets præmisser.

Udgangspunkt og teori ved Systemisk Opstilling med børn og unge

1. Information og baggrund (fx underretninger)

• Oplysninger til brug for den videre sagsbehandling og samtale med barnet/den unge.
• Indkaldelse til samtale.

2. Kontakt og relation 

• Vi præsenterer os og fortæller om årsagen til samtalen.
• Vi møder barnet/den unge i det NU, som de befinder sig i og spørger ind til hvilke ting, de interesserer sig for og som giver dem glæde og lyst i livet.
• Vi sætter ord på ressourcerne, skriver dem ned på Post-it-sedler, som senere skal bruges. Barnet/den unge kan evt. selv skrive disse sedler.
• I forbindelse med dette bruger vi ligeledes den viden, vi har fra fx andre fagpersoner, forældre mv.
• Ved mindre børn kan vi anerkende ved at bemærke fx nye gummistøvler, en flot hestehale, en fin kasket mv. eller andre ting omkring fremtoningen. Disse ressourcer skal bruges til at bringe barnet i en god tilstand, inden samtalen afsluttes.

3. Metoden

• Vi anvender fysiske ankre (Figurer, filtstykker, papir, legetøj mv.) til at beskrive det psykogeografiske miljø, som viser et ydre billede af barnet/den unges indre.
• Eksternalisering: At barnet/den unge får relevant afstand til at se sig selv og fx sine familiemedlemmer, kammerater, søskende udefra. På den måde skabes der mulighed for at få distance til udfordringerne og ’lege’ sig ind i den eller de valgte situationer.
• Herefter er vi nysgerrige i forhold til sansemæssige informationer:Afstand mellem og placering af de valgte figurer? Smage, dufte, indtryk, følelser, tanker mv.? 

4. Udforskning & Intervention

• Afstand: Vi flytter de repræsenterede elementer enten tættere på eller længere væk fra hinanden.
• Retning: Vi ændrer de repræsenterede elementers retning for at tydeliggøre dynamikken.
• Udvidelse: Vi tilfører et eller flere nye elementer til Opstillingen for at få et udvidet billede.
  Hvad tænker du om dette?
  Hvad sker der med dig, når vi rykker X tætter på dig?
  Hvordan kan det være at Y står med ryggen til dig?
  Hvordan er det for dig, hvis vi vender Y om?
  Hvordan kan det være at Z ligger ned?
  Nu har vi et billede af (barnets navn) og X, Y, Z. Hvordan er det at se det her på afstand?

5. Exit

• Lav et kort, anerkendende og opsamlende resumé af det vigtigste, der er blevet talt om. Spørg barnet/den unge, hvad der har givet mest mening i samtalen. Her er endnu en ’nøgle’.
• Inden samtalen afsluttes er det vigtigt, at barnet/den unge bringes i en god tilstand, da der gennem samtalen kan være åbnet op for følelsesmæssige stærke ting, som fx sorg og vrede, som barnet eller den unge ikke skal gå ud af døren med.
• Vi skal derfor italesætte ressourcerne fra FASE 1 til at genetablere en ressorcefyldt tilstand.
• Hvor har det været spændende at møde dig – og jeg husker at vi i starten talte om xxxx….
• Tag fotos af opstillingen, som du evt. kan vise frem inden exit. Desuden så du selv kan huske den Systemiske Opstilling og vende tilbage til den, når du skal lave det skriftlige arbejde.
• Det kan også være en fordel at se på disse fotos i de kommende samtaler og bruge dem som udgangspunkt for at italesætte udviklingen siden sidste samtale.

6. Analyse og Konklusion

• Socialrådgiveren skal her samle trådene og de oplysninger og informationer, der kan udledes af samtalen, til en samlet konklusion i forhold til det videre arbejde.

Sofie 14 år – sætter ord på med Systemisk Opstilling

Sofies lærere har henvendt sig til kommunen, da de har oplevet hendes faglige og sociale niveau ændre sig drastisk over en periode, hvor hendes forældre er blevet skilt. Hun har haft stort fravær, har svært ved at koncentrere sig og virker indelukket og uinteresseret i undervisningen, som hun før har deltaget i med stort engagement. Hun har i lang tid trukket sig fra det sociale liv i klassen. Forældrene er blevet kontaktet omkring underretningen. De støtter op omkring lærernes bekymringer og virker umiddelbart positive omkring en evt. undersøgelse. Sofie bor hos sin mor efter skilsmissen.

Sofie kommer i min praksis og da tydelighed er vigtig for mig, spørger jeg Sofie om hun ved, hvorfor hun er her. Jeg fortæller Sofie hvad jeg ved om hende og hvad min opgave er: At jeg sammen med hende gerne vil hjælpe hjælpe, hvis jeg kan. Vi taler lidt om hendes interesse som er ridning og hendes yndlingshest Sofus – Sofie/Sofus – og får lidt sjov ud af det.

Metode, udforskning og intervention med Systemisk Opstilling

Jeg tager derefter en pose med playmobil-figurer op. Jeg spørger om hun vil være med til at lege lidt med familiens måde at være sammen på? Hun nikker interesseret.

Som det første beder jeg hende om at stille sig selv og sin mor op på bordet. Sopfie ’stiller’ sig selv op med ryggen til et vandglas (som tilfældigt står på bordet) og sin mor på den anden side af glasset. Jeg har nu fået den første ’nøgle’ til videre udforskning.

Jeg spørger ind til årsagen til denne Systemiske Opstilling. Sofie svarer at glasset som regel er fyldt med alkohol, som hendes mor drikker. Og at hun ofte ser sin mor gennem glasset og fornemmer at moren er fraværende. På mit spørgsmål om grunden til at Sofie står med ryggen til, svarer hun at hun ikke kan lide at se, når hendes mor drikker alkohol.

Gennem vores videre snak, fortæller Sofie at hun ikke har snakket med nogen om det før. Og at hun ofte har ønsket at nogen ville spørge hende om, hvordan hun har det hjemme. Lærerne har godt nok spurgt, hvordan hun har det, men hun har ikke kunnet få sig selv til at sige, at hendes mor drikker alkohol. Ingen har åbenbart haft fornemmelsen af misbrug i familien, da familien virker velfungerende.

Jeg opsummerer kort, hvad vi har talt om. Vi aftaler, at jeg går videre med de informationer, hun har givet mig omkring sin mors alkoholforbrug og at vi vil forsøge at finde en løsning. Vi snakker afslutningsvist om hendes pony Sofus – og hvor dejligt det er, at hun går til ridning og er en dygtig rytter. Og hvad hun glæder sig til i forbindelse med ridningen og sine kammerater på rideskolen. Hun virker lettet over at have fortalt om sine bekymringer for moren – og ikke mindst sig selv og sine søskende.

Analyse og konklusion af den Systemiske Opstilling

Ved hjælp af Systemisk Opstilling kan Sofie – uden at være kognitivt og rationelt tænkende – vise det umiddelbare billede af situationen i hjemmet. Jeg beder Sofie om at stille sig selv og sin mor op, som en start. Senere kan vi senere udvide familien / systemet.

Sofies adfærd var blevet til et symptom på en dynamik i hjemmet, som ikke var sund for hende. Sofie reagerede naturligt på et usundt miljø. Et tabu var brudt og vi kunne tale om, hvordan det er at bo med en mor, der drikker. Derefter – i samråd med Sofie – viste jeg forældrene det billede Sofie havde stillet op. Moren blev meget ked af det, da hun ikke havde troet, at det påvirkede Sofie.  Moren var indstillet på at gå i behandling og faren ville gerne melde sig mere på banen. På relativt kort tid kom der i denne sag lys på Sofies reaktioner, så familien kunne få den relevante hjælp.

Kasper 4 år – se det indre med Systemisk Opstilling

Kasper er sprogligt bagud sin alder og desuden ikke interesseret i socialt samvær med andre i børnehaven. Han har i en periode på 14 dage haft mavepine og er undersøgt på kryds og tværs af læger og desuden været indlagt i et døgns tid uden resultat på sit fysiske helbred. Pædagogerne har talt med forældrene og de er blevet enige om at henvende sig til kommunen for at få hjælp. Jeg har bedt moren om at være med i samtalen.

Opstillingen med Kasper forløber således efter de indledende snakke:

Kasper stiller sin mor op sammen med sig selv. De krammer hinanden. På spørgsmålet om, hvor far og hans to søskende (lillesøster på 2 år og storebror på 6 år) er henne, sætter han dem ved siden af sig selv og moren.

Da jeg er nysgerrig på relationerne i børnehaven, beder jeg ham om at stille sig selv og de andre børn i børnehaven op, hvorefter han sætter 3 drenge-figurer op og lægger en figur ned foran. Vi udforsker dette sammen. Den liggende figur er Kasper. Han fortæller, at de andre drenge driller ham.

Efterhånden som han virker tryg ved ’legen’ beder jeg ham om at stille den liggende figur op med front mod de andre børn. Kasper ser eftertænksomt på mig. Derefter stiller han sin jeg-figur op foran drengene. Han tager bevidst hænderne på jeg-figuren ned, og har ligeledes sat de andre drenges hænder op. Jeg bemærker dette og spørger ind. Kasper fortæller, at han ikke ved hvad han skal gøre, når han står foran drengene og de driller ham.

Jeg bemærker at afstanden er stor og spørger Kasper om han flytte sig en smule tættere på drengene? Han gør som jeg foreslår.

Reaktionen er tydelig. Han bliver urolig, anspændt, rejser sig op og begynder at gå rundt i lokalet. Han lægger sig ned på gulvet, og siger han har ondt i maven. Derefter sætter han sig op på skødet af sin mor.

Kasper har vist mig en ’nøgle’ til sin tilstand, som er tydelig. Han ligger ned (som figuren), når han bliver drillet og får ondt i maven. Der er en tydelig sammenhæng med ’mavepine’ og drillerierne.

Herefter er det muligt at komme videre.

Moren er tydeligvis en ressource, som skal bruges både i exit-fasen og i den videre intervention.

Jeg har taget fotos af opstillingen og kan på den måde arbejde videre med forældrene og det faglige personale.

Caroline 16 år – få bedre relation til far med Systemisk Opstilling

Årsagen til samtalen er at Caroline og hendes mor har bedt om en samtale, da Caroline er tiltagende urolig for sin far, og desuden har brug for at få klarhed over sin relation til ham. Hun har ikke haft kontakt med sin far siden hun var 12 år pga. farens stofmisbrug. Caroline har forsøgt at kontakte ham, men han har ikke reageret på hendes telefonopkald.

Efter den indledende samtale, hvor ressourcer og årsag til vores snak klargøres, beder jeg hende om at stille sig selv og sin far op ved hjælp af playmobil-figurerne.

Caroline stiller sig selv og faren op med ryggen til hinanden med et bord imellem dem. De står langt fra hinanden.

Jeg spørger hende, hvordan det føles i kroppen at se dette billede? Caroline fortæller, at hun egentlig føler ro i maven ved at faren er i nærheden. Jeg beder hende vende sig rundt, så hun kan se på faren (intervention).

Caroline trækker vejret stille, roligt og kigger nysgerrigt. Derefter beder jeg hende om at vende far-figuren, så de to figurer har øjenkontakt.

Dette er stadig godt for Caroline, indtil jeg beder hende om at rykke sin jeg-figur tættere på far-figuren. Hun bliver straks urolig.

Derefter er min indskydelse at rykke far tættere på Caroline – forsigtigt og hensynsfuldt. Dette virker tilsyneladende godt for Caroline.

Vi snakker herefter om, hvad der sker når far selvkommer tættere på hende – fremfor omvendt. Caroline er i stand til at sætte ord på, at hun har brug for at hendes far selv viser initiativ og viser hende, at han ønsker hende.

Vi lod figurerne stå i et stykke tid, hvor vi var tavse, indtil Caroline selv brød pausen med at sige, at det føltes rart for hende at se faren og sig selv tæt på hinanden.

Gennen opsummeringen, foreslog Caroline at hun ville skrive et brev til sin far, som hun vil tage med til vores næste samtale, så vi kan tale videre om, hvordan hun kan agere i sin virkelighed – evt. uden sin far, men velvidende at hun har gjort sit bedste for at få kontakten.

Sagsbehandleren og Systemisk Opstilling med udsatte unge

Jeg har i mange år arbejdet med skønne unge mennesker, som af forskellige grunde ikke har været parate til at starte på arbejde eller uddannelse. Ofte har de været tilmeldt forløb, som de ikke har været i stand til at gennemføre.

Jeg har valgt at skrive denne artikel, fordi jeg har haft stor succes med Systemisk Opstilling, som har givet mine unge klienter mod på livet.

Formålet med Ungeindsatsen er at sikre sammenhæng, kontinuitet og helhedsperspektiv i arbejdet med – og for – de unge på tværs af lovgivning og administrative strukturer.

Målgrupperne

Åbentlyst uddannelsesparate– en ung der umiddelbart er klar til uddannelse, og som ikke har brug for hjælp og støtte.

Uddannelsesparate– en ung der vurderes med den rette støtte og hjælp at kunne starte en uddannelsen inden for ca. et år.

Aktivitetsparate– en ung der har problemer af faglig, social, og/eller heldbredsmæssige karakter. Disse unge vurderes til at skulle have ekstra støtte og hjælp for at komme videre.

Mange unge har svært ved at finde deres vej ud på arbejdsmarkedet og i uddannelse. De møder op i jobcentret med afbrudte arbejdsforløb bag sig, og har svært ved at se sig selv i uddannelse.

De kommer til os med ungdommens forvirring omkring bl.a.:

Indre og ydre tilstande præget af angst og fx depressioner.

Misbrugsproblematikker, vrede, opgivenhed, ensomhed, modløshed mv.

Søgende efter sammenhørighed og det at føle sig inkluderet.

Desuden har de sociale oplevelser med i baggagen, der bevirker at de strategier, de indtil nu har tyet til er blevet ’sandheden’.

Der kan være flere årsager til dette og vi møder derfor unge som har opgivet, eller som kun ser forhindringer, hvor fx lavt selvværd, følelsen af at mislykkes, dårlige oplevelser, historik med mobning og angsten for ikke at slå til er typiske historier, som fortælles af de unge.

Min oplevelse er, at disse unge mangler tillid til sig selv og troen på, at de har RET til at lykkes.

Systemisk Opstilling som metode

Fysiske ankre: Vi anvender Playmobil-figurer, filtstykker, papir, legetøj mv. til at beskrive det psyko-geografiske miljø, som viser et ydrebillede af den unges indre.

Eksternalisering: Den unge får relevant afstand til at se sig selv og fx sine familiemedlemmer, kammerater, søskende udefra. På denne måde skabes der mulighed for at skabe distance til udfordringerne, så de kan vurderes følelsesmæssigt fra et neutralt sted.

Udforskning og intervention i Systemisk Opstilling

Afstand: Vi flytter de repræsenterede elementer enten tættere på eller længere væk fra hinanden.
Retning: Vi ændrer de repræsenterede elementers retning for at tydeliggøre dynamikken.
Udvidelse: Vi tilfører en eller flere nye elementer til Opstillingen for at få et udvidet billede. Vi kan fx stille følgende spørgsmål i opstillingen

Hvad sker der, når vi rykker X tætter på dig?

Hvordan kan det være at Y står med ryggen til dig?

Hvordan er det for dig, hvis vi vender Y om?

Hvordan kan det være at Z ligger ned?

Nu har vi et billede af (dig) og X, Y, Z. Hvordan er det at se det her på afstand?

Ofte bruger jeg filtstykker (som lægges ud på gulvet) til at afdække valg af uddannelse, så mulighederne bliver gjort tydelige. Fx vælger jeg at opstille 3 forskellige uddannelser. Den unge træder ind på filtstykkerne en efter en og mærker efter, hvordan det føles. Der kan her spørges ind til fx ressourcer eller det, der evt. mangles, for at kunne træffe et realistisk valg.

Andre gange anvender jeg playmobil-figurer til at tydeliggøre fx relationer. Den unge placerer figurerne og sig selv i forhold til hinanden. Herefter er det muligt at intervenere ved forsigtig at flytte rundt på figurerne.

Nedenstående cases er blot få eksempler på, hvordan vi kan arbejde med Systemisk Opstilling i samtalerne.

Amalie 20 år – en casebeskrivelse

Amalie er åbenlys uddannelsesparat, og hører normalt ikke til i målgruppen for samtaler, da hun umiddelbart er en velfungerende ung pige, som har taget en HHX med fine resultater. 

Da hun kommer til mig, kæmper hun dog med en tristhed, og hun har været til flere samtaler hos egen læge, som indikerer at Amalie muligvis har en begyndende depression.

Vi starter med at tale om Amalies familiehistorie: Hun er vokset op i en familie med mor og far, som begge arbejder meget. Amalie føler sig tæt knyttet til sin mor. Hun fortæller, at i hendes familie taler man ikke så meget om følelser.

Vi starter opstillingen med at Amalie lægger to filtstykker ud på gulvet, hvor den ene repræsenterer hende selv og den anden sin mor. Hun lægger dem tæt på hinanden og sit eget filt lige bag sin mor.

Jeg beder Amalie træde ind på filtstykket, der repræsentere sig selv. Jeg spørger, hvordan det føles for hende at stå her. Hun fortæller, at hun føler at hun skal passe på sin mor; at hun ligesom skal holde om sin mor, så hun ikke falder bagover. Hvorefter hun pludselig mærker tristheden.

Da Amalie er trådt ud af opstillingen og vi ser på den udefra, græder hun og siger, at hun ville ønske det var omvendt.  Jeg spørger hvad det er, hun tror mor kigger efter, siden hun har vendt Amalie ryggen. Amalie fortæller at hendes mor mistede sin egen mor, da Amalie lige var blevet født. Og at hun tror, at hendes mor savner sin egen mor.

Jeg beder Amalie om at vælge et filtstykke, der repræsentere sin mormor. Amalie lægger filtet foran sin mor. Så beder jeg Amalie om at træde ind på sit eget filt igen for at mærke, hvordan det er, når Amalies mor har sin egen mor tæt på.  Det er dejligt for så behøver jeg ikke tage mig af min mor, siger hun.

Jeg vender filtet med mor om, så det får front mod Amalie.

Hun fortæller, at det føles rigtig godt at se mormor bag sin mor og at mor kigger på hende.

I opsummeringen taler vi om, at den tristhed som Amalie mærkede, nu er væk. At det er gået op for hende at det handlede om, at hun ville passe på sin mor. Ved hjælp af opstillingen blev det tydeligt for Amalie hvor meget, hun har ’båret’ på for sin mor.

Amalie fortæller glædeligt ved næste samtale, at hun har talt med sin mor om opstillingen. De har for første gang haft en god snak omkring det, at Amalies mor havde mistet sin egen mor.

Andreas 23 år – en casebeskrivelse

Andreas er anbragt på en institution og har i perioder af sit korte liv siddet i fængsel. Han er vokset op i en særdeles dysfunktionel familie og har en social arv, der præger ham. Han aldrig gennemført en uddannelse, og har brugt tiden på kriminalitet. Andreas udfordring er, at han har svært ved at fastholde sig selv i noget og har svært ved indgå i hensigtsmæssigt socialt samspil med andre.

For Andreas var dét at få lavet en opstilling af sin familie stort for ham. Han fik øje på mønstre i sin familie med svigt, alkohol, vold og misbrug, som har været en del af hans historik.

Jeg bruger playmobil-figurer, således at vi sammen stiller Andreas’ nærmeste familie op: Far, mor og søskende.

Andreas stiller figuren for sig selv lagt væk fra de andre og med ryggen til.

Jeg spørger, hvordan det er at se denne opstilling. Andreas fortæller, at han ikke kan holde ud at se på det; det gør ham vred.

Han fortæller om nogle af de svigt, han har oplevet, og at han tidligt i livet har måttet klare sig selv.

Jeg vælger at placere en snor, som afgrænser Andreas fra sin familie og vender så figuren om, der repræsenterer Andreas, så han har front mod sin familie, som jeg også har vendt om, så alle kan se hinanden forfra. Jeg spørger, hvordan det nu føles for Andreas at se sin familie. Han bliver berørt og fortæller, at det har han faktisk aldrig prøvet. Han har hele tiden forsøgt at komme så langt væk som muligt.

Han fortæller desuden, at han godt kan se, hvad han ’kommer af’ og nu bedre forstår, hvorfor det er så svært for ham. De har godt nok ikke været i stand til at give mig ret meget, siger han.

Andreas sidder stille en tid og fornemmer opstillingen følelsesmæssigt.

Vi taler derefter om, hvem der har givet ham noget godt i familien?

Andreas´ farmor har betydet meget for ham, så da jeg stiller en figurer ind, der symboliserer hende – overfor Andreas – lyser han op:

Hende har jeg godt nok savnet. Det var hende der hjalp mig, når mine forældre ikke var i stand til det, siger han.

I første omgang handlede det om at Andreas fik set på, hvad det er han kommer af, så han bliver opmærksom på de mønstre og prægninger, der er i hans system.

På denne måde kom vi tættere på, at Andreas bliver forsonet med sin historie og får skabt mulighed for og frihed til at skabe et liv med mere konstruktive handlemuligheder.

Simon 18 år – en casebeskrivelse

Simon er vokset op i en familie, som er præget af vrede og vold. Han har ingen kontakt med sin bio-far og har flere afbrudte uddannelsesforløb bag sig. Han lider af angst og har et hashforbrug, som grænser til misbrug.
En af vores samtaler forløber således:

Jeg vælger at eksternalisere ved at Simon vælger 2 filtstykker. Et stykke der repræsenterer Simons far og et, der repræsentere Simon selv. Simon vælger at lægge filtstykket for sin far langt væk og i retning af at faren vender væk fra Simon.

Jeg beder først Simon om at træde ind på et filtstykke, der repræsenterer Simon selv. Jeg spørger, hvordan relationen mellem far og Simon føles her.

Simon fortæller, at han kan mærke vrede og at han har svært at se på sin far. At han får svedige håndflader, og brystet strammer sammen i ham.

Han får lyst til at trække sig endnu længere væk. 

Simon træder ud af flitstykket og kigger på helheden i opstillingen. Vi taler om, at Simon er vred over at hans far forlod ham, da han var lille, og at han ikke har haft kontakt til ham i flere år.

Simon træder ind på filtstykket for sig selv, og jeg beder ham kigge på sin far. Jeg vender langsom ’far’ om, så han vender front mod Simon og spørger, hvordan det føles når far ser på ham. Simon bliver stille og fortæller, at det faktisk føles godt.

Jeg spørger, hvad det er han gerne vil have fra sin far, når han mærker ind bag vreden. Hvortil Simon fortæller, at det er at føle, at han har en far. Jeg har savnet at have en far. Jeg trækker filtstykket for far tættere på Simon, som bliver stående og stille mærker han at har sin far tæt på.

Det er et stort skridt for Simon, og han er tydeligt bevæget.  Simon slutter af med at sige, at det er vildt så vred han har været på faren og mange andre. Og så handler det jo i grunden om, at jeg savner ham, siger han.

Under opsummeringen bliver det tydeligt for Simon, hvor vigtigt det er for ham at forsøge at rumme sine følelser, ved at vokse op uden sin far. Og at det også er i orden at give udtryk for disse følelser. Simons mor har ikke villet tale om Simons far, så han kan se, hvorfor det var svært at udtrykke sit savn til ham.

Ved hjælp af opstillingen kommer Simon i kontakt med følelser, som han har lagt låg på og bliver bevidst om hvad der har styret ham. Simons vrede og udadreagerende adfærd var et symptom på en dyb længsel i ham. Så i stedet for at kanalisere sin vrede ud på sine omgivelser, får han en forståelse for savnet og dermed sorgen i svigtet – frem for vrede.

Resultatet på forløbet bliver at Simon starter i uddannelse, får styr på sin angst, så den ikke styrer ham, til at han lærer at håndtere den og sin vrede, så den ikke bliver brugt uhensigtsmæssigt.

I videre samtaler har vi arbejdet med Simons forhold til sin mor, som også har været et tema for ham i opvæksten.

Perspektivering ved Systemisk Opstilling

Et væsentligt aspekt ved metoden er, at når vi anvender eksternaliseringi form af figurer, billeder, symboler og evt. metaforer kommer vi uden om rigtigt/forkert, din skyld/min skyld osv. Der lægges vægt på sansninger, kropsfornemmelser og stemninger med henblik på at fremme de ubevidste lag, hvor fx. præstationer og det at være dygtig, klog – eller en evt. anden tildelt rolle – træder i baggrunden.

En anden væsentlig sidegevinst ved at anvende metoden, er at der introduceres virkningsfulde redskaber for livet, som kan bruges på et hvilket som helst tidspunkt og i de mangfoldige sammenhænge, som vi mennesker indgår i gennem vores relationelle livsforløb.

Vil du gerne kunne bruge Systemiske Opstilling i dit arbejde med børn og unge? 

Ønsker du at uddanne dig indenfor Systemisk Opstilling har du forskellige, sm du kan læse om under vores uddannelser. Her er et link til de mest relevante:

Basisuddannelsen: Et kort og målrettet forløb af 3 – 4 måneders varighed, hvor du gennem 7 moduler tilegner dig de elementære  faglige og teoretiske kompetencer, som gør det muligt at integrere Systemisk Opstilling i sit arbejde. Læs mere her.

Grund- og overbygningsuddannelsen:  Et 2-årigt intensivt uddannelsesforløb, hvor du lærer alle redskaber fra Systemisk Opstilling og Familieopstilling og metodens forskellige anvendelsesmuligheder. Foruden at kunne integrere metoden i dit nuværende arbejde, lærer du også at arbejde med Opstillingsmetoden i grupper. Du introduceres desuden til gruppefacilitering og gruppeprocesser. Uddannelsen omhandler desuden Systemisk Opstilling anvendt i Organisationer.  Læs mere her.