Af Liv Dhanyo Thommesen
Det psykoterapeutiske håndværk er en forunderlig gave. Foruden et teoretisk fundament har vi som psykoterapeuter mulighed for at arbejde konkret med klientens temaer. Der er mange måder og tilgange, som alle har deres berettigelse. Alt efter egne erfaringer, uddannelsesmæssige baggrund, mødet mellem klient og psykoterapeut, samt klienten selv, kan forskellige redskaber tages op af værktøjskassen.
Her følger en beskrivelse af et af de redskaber, som jeg ofte bruger i arbejdet med klienter, der slås med svigt og svære temaer fra tidligt i livet. Artiklen blev brag i Tidsskrift for Psykoterapi som udgives af Dansk Psykoterapeutforening.
”Jeg vidste godt, at han ikke var min far, men det var alligevel som om jeg mødte min far igen”, sagde Peter efter sessionen. Han var en ung mand, som mistede sin far da han var to år gammel. Peter har ingen bevidste erindringer om sin far, men har haft et savn efter ham, så længe han kan huske. Nu skulle han selv være far og var grebet af en irrationel uro og lyst til at forlade sin gravide kæreste, som han ellers elskede højt. I forbindelse med graviditeten var savnet efter faderen vokset voldsomt, og han følte sig nødsaget til at arbejde med det i terapi.
Det startede et sted
Peters krop og følelser huskede, selvom han ikke havde bevidste erindringer om sin far. Meget af det, vi tager for givet, er verden som vi husker den. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved det. ”Sådan er det bare”! Et minde er en konstruktion af fortiden, som rekonstrueres i hjernen. Gennem nænsomt og empatisk arbejde kan minderne rekonstrueres til nye neurologiske forbindelser i hjernen. Peters kropslige og følelsesmæssige sorg skulle bearbejdes.
Eksplicit hukommelse
Den eksplicitte hukommelse er indlært kognitiv viden, som eksempelvis at huske en indkøbsliste, en aftale vi har om eftermiddagen og for Peters vedkommende, at hans kæreste var gravid. Det er informationer, vi bevidst kan huske. Måske skal vi have hjælp fra en kalender, da nogle erindringer ikke sidder på rygraden. Her findes også personlige og generelle fakta som at huske farverne pådet danske flag, hvem der er vores nabo, samt markante begivenheder i vores liv. Vi husker, hvad vi lavede i går aftes og hvortil vi skal rejse næste år.
Implicit hukommelse.
Peter vidste, at hans far var død og han forstod sit savn. Hvad han ikke forstod og ej heller fik lindring for, var uroen og sorgen. Alt det, vi ikke er bevidste om og sjældent er i stand til at bringe op til bevidstheden, er lejret i den implicitte hukommelse. Det er en rygradshukommelse, hvorfra vi har indkodet hvordan man holder på en kop, går op af en trappe og tænder for lyset. Vi behøver ikke at anstrenge os for at huske, hvordan vi skal gøre. De implicitte minder fremkaldes automatisk og påvirker ubevidst vores opførsel, følelser og handlinger. De er bunden af isbjerget, som udgør ca. 95 % og giver os en oplevelse af, hvem vi er. Her sidder vores motoriske færdigheder, vores vaner og rutiner. Den gemmer også på vores generelle følelsesmæssige reaktioner og oplevelse af relationer. Den implicitte hukommelse er usproglig ikke-tanke. Det kan være svært, hvis ikke umuligt, at få fat i dens indhold og skabe forandringer udelukkende gennem samtale. De kropslige og følelsesmæssige erindringer skal aktiveres, før nye erfaringer og forandringer rigtig kan fæstne sig.
Mange af vores dybeste erfaringer stammer tilbage fra tidligt i livet og er relateret til vores oplevelse af sammenhørighed. De er prentet ind i den implicitte hukommelse og sidder i krop og følelser. Vi kan ændre disse dybe prægninger ved nænsomt og nærværende at få adgang til dem via sansninger, handlinger og følelser, for herved at give klienten en konkret oplevelse af andre og nye muligheder.
Spædbørn er født med en udpræget evne til at indgå i en åben og uforbeholden kontakt. De søger aktivt sammenhørighed og reagerer umiddelbart og følelsesmæssigt, når kontakt og nærvær forsvinder. Erfaring om tilknytning til vores mor, far og omsorgspersoner er lagret dybt i den implicitte hukommelse som relationelle erfaringer og kompetencer. Det er den erfaring, vi gennem terapeutiske tiltag kan komme i kontakt med, da det i høj grad påvirker vores relationer i vores nutidige liv: Kan jeg stole på dig? Mener du, hvad du siger? Svigter du mig? Jeg skammer mig over at bede om hjælp! Hvis du finder ud af, hvordan jeg i virkeligheden er, kan du ikke lide mig!
Peter var bange for at lukker op for sit ufødte barn i frygt for at miste, men det var langt fra noget, han var bevidst om.
Indefra og ud
I mit arbejde med klienter starter jeg ofte med at de laver et ydre ’psyko-geografisk’ billede af deres indre oplevelser. Jeg har erfaring med, at dette billede kommer fra et følelsesmæssigt sted. Til dette bruger jeg figurer, sten, kopper, gulvmarkører eller mennesker. Ved kopper kan hanken med retning samt afstanden mellem kopperne, vise klientens følelsesmæssige oplevelse af situationen.
Når klientens tema har rødder tilbage i den tidlige barndom, som i Peters tilfælde, kan det være en fordel at bruge mennesker som repræsentanter. Det bliver levende og dynamiske billeder, som klienten let kan finde genkendelse i.
Bettina, som blev forladt af sin mor som lille, stillede sin mor bortvendt i den ene ende af rummet og sig selv vendt mod hende i den anden ende af rummet. Et stærkt billede, som umiddelbart bevægede hende. Peter stillede også sin far i den anden ende af rummet, men vendt mod ham. Denne tilsyneladende lille forskel bevidner en helt anderledes oplevelse for Peter end i Bettinas tilfælde. Disse ydre billeder taler for sig selv, samtidig med at de kan føre klienten hen imod døren ind til den implicitte, kropslige og følelsesmæssige hukommelse.
Familieopstilling giver en tro kopi af virkeligheden
Når repræsentanterneer mennesker kan de tale, gestikulere og bevæge sig. I forhold til Bettina, som blev forladt af sin mor, kunne jeg spørge de opstillede repræsentanter, hvordan de havde det. Jeg husker tydeligt, at repræsentanten for Bettina både viste og udtrykte stor sorg og det samme gjorde repræsentanten for hendes mor. Det kom bag på hende.
Bettina selv, som så på, blev meget berørt af situationen. Jeg opfordrede hende at gå hen til sin mor, hvis hun ville, hvilket hun gjorde. Hun stillede sig ved siden af moderen og tog hendes hånd. Bettina udtrykte efterfølgende, at det var som om hun mødte sin mor, og hun følte sig både lettet og glad over den kærlighed, hun oplevede fra moderen.
Livets tidlige erfaringer
Som nævnt fødes et barn med et enormt potentiale for kontakt og møder verden med åbenhed og uden forbehold. Forenklet kan man tale om kærlighed til mor og til livet, som er ubetinget og absolut. Barnet eksisterer i en essentiel værens-tilstand, åben for verden og frem mod livet. Mødes det med afvisning, opgivelse, kulde eller fravær, skaber det intense følelsesmæssige reaktioner hos barnet. Det lagres og opbevares i den implicitte og kropslige del af vores hukommelse, og gen-aktiveres efterfølgende i situationer – der bevidst som ubevidst – kan minde om den oprindelige oplevelse.Var mor sorgfuld på grund af ensomhed? Mistede hun sin egen mor, da hun ventede os? Var hun psykisk syg? Var hun vred på vores alkoholiserede far? Var hun omklamrende og angst for at miste? Var hun helt væk? Hvad end der skete, har det efterladt følelsesmæssige prægninger – som svar på disse spørgsmål.
Bærer et menneske på erindringer, som plager, nager, smerter eller er frosne, har det ofte rod i en tidligere virkelighed, uanset om de er flygtige eller konstante. Den følelsesmæssige oplevelse er virkelig for det menneske, som oplever den, selvom den stammer fra fortiden. Vores følelsesmæssige udtryk kan være påvirket, forstenet og blokeret på grund af vanskelige eller ubærlige oplevelser, så følelser og handlinger er ude af trit med den konkrete situation.
Afhængigt af hvordan barnet er mødt i forhold til dets reaktioner, udvikler det strategier til at håndtere dem med fremover. Det er vigtigt at komme ind til den følelsesmæssige oprindelige prægning, der er relateret til den tidlige oplevelse. Først når denne identificeres og får et udtryk, kan der arbejdes med blokeringen. For Peters vedkommende var hans sorg stadig ubearbejdet, selv efter 29 år.
Det er selvfølgelig vigtigt at have sit terapeutiske værktøj på plads og gå forsigtig og langsomt frem. Samtidig er det som om denne fremgangsmåde åbner op for en vigtig ressource- og kærlighedsoplevelse for klienten. Størst af alt er kærlighed.
Bert Hellinger, som har udviklet Familieopstilling, har givet Ursula Franke, psykolog Ph.d., inspiration til en helt enkelt model omkring følelser, som jeg navigerer efter i mit arbejde med temaer omkring tidlig tilknytning. Franke beskriver primære og sekundære følelser og handlinger, som barnet har udviklet og nu er styret af. I min mangeårige praksis inden for meditation og med klienter, har jeg selv erfaring med, at der under de primære og sekundære følelser findes endnu et lag:Det essentielle værens-lag, som barnet oprindeligt og spontant mødte verden med. Det er min erfaring, at mennesker har en udefinerbar længsel eller søgen tilbage til dette sted.
Primære følelser – kerneoplevelsen
Primære følelser hører til en oprindelig sensorisk oplevelse, som stammer tilbage fra en eller gentagende begivenheder tidligt i livet. De er ikke underlagt logik eller tanker, men opleves direkte og fysisk, som en bølge af sorg, iskold vrede, eller at være lammet af frygt.
Følelsernes funktion var oprindeligt at give os handlemuligheder, så vi bedre kunne håndtere en given situation. De er et primært og fysiologisk svar og udtrykkes spontant, som en umiddelbar reaktion på en hændelse. Vi kan ikke nå dem med logisk tænkning, men gennem følelser og handlinger. De primære følelser skal opfattes, mærkes, anerkendes, udtrykkes og om nødvendigt frigøres. Når følelsen er blevet følt og de dertilhørende handlinger er udfoldet, er det muligt at slippe de strategier, der fungerede som et værn mod de dybe og primære erfaringer. De primære følelser har en klarhed over sig og det giver sjældent mening at undersøge deres berettigelse. En efterfølgende refleksion vil dog ofte være frugtbar, hvorved følelser, handlinger og tanker bliver forankret, så vi fremover bliver bedre til at opleve simultant.
De primære følelser er altid i overensstemmelse med situationen og den sammenhæng, de kommer til udtryk i. De er tydelige og uden ambivalens. Mennesker som er i kontakt med dette følelseslag er i overensstemmelse med situationen i både kropsudryk, ord og handling. Vrede kommer ikke til udtryk som sorg, men som vrede. Kærlighed er kærlighed og angst er angst. Er man i kontakt med et menneske, som kommer ind til de primære følelser, er der en oplevelse af autenticitet. Det er en ren, kongruent og meningsfuld oplevelse. De primære følelser er kendetegnet vedet naturligt forløb fra start til slut. De fører til nærvær, møde og kontakt og er spontane og styrkende.
Sekundære handlinger og følelser – copingstrategier
Sekundære handlinger og følelser er reaktioner på primære følelser. De er udviklet for at håndtere indre og ofte intense følelsesmæssige processer. De sekundære handlinger og følelser er styret af forbehold, frygt og ambivalens. De er strategier, som vi håndterer et dybere og oprindeligt følelseslag med og er en fast og gentagende konstruktion, men dog ofteforskudt rent tids-, følelses- og handlingsmæssigt.
Vi har måske let til vrede. Men at blive vred i den rette dosis i forhold til det rette menneske på det rette tidspunkt, kan være vanskeligt. Man kan græde eller være angst et helt liv, selvom der intet er at sørge over eller være bange for. Følelserne vil aldrig blive helt forløst, ej heller løse de situationer, som har aktiveret dem. De er ude af kontekst. Man bliver opgivende i stedet for at handle, eller man bliver mistroisk i stedet for at række ud efter kærligheden. Man skubber væk i irritation, men har dybest set brug for omsorg.
Vrede kan ofte være en sekundær følelse. Den kan i denne form dække over mere sårbare, frygtsomme og smertefulde følelser. Vrede kan også dække over uretfærdighed og ydmygelse. Vrede kan naturligvis også være en primær følelse, og vreden kan udløse angst for konsekvenserne. I sådanne tilfælde vil den sekundære følelse træde i stedet for at undgå at føle den engang forbudte primære følelse af vrede.
Angst kan også være en sekundær følelse. Her stammer det ikke af frygt for noget ydre, men for en uidentificerbar indre frygt som erstatning for sårbarhed eller hjælpeløshed. Angsten hjælper med at undgå oplevelsen af at være sårbar eller hjælpeløs. Følelser som skam og skyld er ligeledes ofte sekundære i forhold til intens selvfordømmelse og krav rettet mod én selv. De sekundære følelser er kendetegnet ved et gentagende mønster og kan medføre tilbagetrækning fra kontakt. De bliver ofte aktiveret, når vi nærmer os de primære følelser og er på mange måder ikke i overensstemmelse med situationen. De stammer fra en tid i ens liv, hvor de blev indlært og kan være vanskelige at gennemskue.
Case:Hvis jeg åbner mig, bliver jeg svigtet igen.
I en terapigruppe jeg havde, var turen kommet til Christina. Da jeg kiggede over på hende, sagde hun, at hun gerne ville hjem. Jeg spurgte selvfølgelig hvorfor? ”Jeg er bange for, at hvis jeg åbner op igen, så bliver jeg svigtet”. Hun skulle lige til at rejse sig op for at gå, da det gik op for hende, at det jo netop var det, hun var kommet for. Nemlig at arbejde med at ’åbne op’.
Christinas historie var, at hun kort efter fødslen blev anbragt på spædbørnehjem. Hendes mor skulle ud og sejle med ’min flotte mand’, som moderen kaldte ham. Han var Christinas far, og dengang kaptajn på et stort skib. Christina huskede, hvordan følelsen af at være betydningsløs havde forfulgt hende gennem livet. Som ung kvinde mødte hun en mand, som hun var glad for og blev tryg ved. De fik to børn sammen. Efter nogle år forlod han hende til fordel for en anden kvinde, og siden da havde Christina kun været i ganske korte parforhold. Hun turde ikke lukke nogen ind af frygt for at blive svigtet igen.
At forlade gruppen ville ikke ændre noget for Christina, og hun valgte da også at blive. Vi arbejdede med den tidlige relation til hendes forældre gennem to repræsentanter, som vendte sig om mod hende og rakte ud efter hende. Langsomt kunne hun tillade længslen efter at række ud blive stærkere end frygten for afvisning. For Christina var det, som om de virkelige forældre var tilstede. Hendes forestilling og erindring om ikke at betyde noget blev ikke modsvaret, og noget centralt ved konstruktionen kollapsede. Langsomt kunne hun tillade den indre længsel at overtage. Hun begyndte derefter selv at række ud efter forældrene.
Bearbejdning af de primære og sekundære følelser
Det er selvfølgelig vigtigt at anerkende menneskers følelsesmæssige strategier, men hvis et menneske for alvor vil ændre på de dybe mønstre, er det vigtigt at komme ind bag copingstrategierne. Ved at bearbejde de primære følelser, bearbejder vi vores måde at være i vores nutidige liv. Copingstrategierne bliver mindre dominerende og mere ressourcefulde.
Den essentielle tilstand af væren, som barnet oprindeligt mødte verden med, gemmer sig under de primære følelser. Når vi møder og kommer i kontakt med de primære følelser viser det sig, at de hverken er farlige eller voldsomme, men derimod inderlige og ærlige. Den essentielle værens-tilstand, som mange mere eller mindre bevidst længes efter, er tæt på os, præcistsom vores næste åndedrag. Her opløses det tyngende greb af vores historie og vi nærmer os den tilstand, vi dybest set har længtes efter, men ubehjælpsomt søger at nå gennem vores copingstrategier.
Case: Jeg hader dig, elskede mor.
Sanne henvendte sig til mig, fordi hun ønskede at arbejde med relationen til sin mor. Hun var ved at være ude af en krise efter en kræftdiagnose, og efterfølgende behandling, og havde fået at vide af en veninde, at det ville være godt for hende at arbejde med sin komplicerederelation til sin mor.
Under vores første møde spurgte jeg derfor ind til hendes mor. Det var let både at se og høre, at hun havde indestængt vrede i forhold til moderen. ”Hende har jeg aldrig kunnet bruge til noget som helst. Hun er mig uendelig ligegyldig.” Jeg spurgte, hvad der var sket og hun fortalte, at hendes mor aldrig havde rost hende, givet hende et knus eller sagt noget pænt til eller om hende. ”Hun var altid sur og kommanderende med mig”, fortalte Sanne.
Jeg spurgte Sanne, hvad hun vidste om sin mors historie. Hun fortalte, at moderen havde mistet sin egen mor, da hun var fire år gammel – altså Sannes mormor. Sannes morfar havde hurtigt giftet sig igen med en kvinde, som ikke brød sig om Sannes mor, som derfor levede et liv i skyggen af de halvsøskende, der efterhånden kom i det nye forhold.
Det var oplagt at arbejde med problematikken via repræsentanter, og Sanne valgte én for både sig selv og sin mor. Sanne stillede sig selv og moderen så langt fra hinanden som muligt. Herefter satte Sanne sig et stykke væk med armene over kors. Hun lavede et sammentrukket ansigt fyldt med afsky, når hun så over på repræsentanten for sin mor. Det var også tydeligt, at der ikke var kontakt imellem de opstillede repræsentanter.
Jeg valgte en repræsentant for Sannes mormor, som jeg stillede foran og vendt mod hendes mor. Repræsentanterne for mor og mormor blev straks berørte. De kiggede intenst på hinanden og langsomt rakte repræsentanten for Sannes mor ud efter sin egen mor.
Alt imens dette foregik fulgte jeg med i Sannes reaktioner. Hun blev tydeligvis påvirket og ned af hendes kinder løb tårer. Hun sad dog stadig med armene over kors, som om hun holdt på sig selv. Jeg gik hen til hende og sagde ”Din mor var ked af at miste sin egen mor. Hvad mon det har betydet for hende”? Hun nikkede og sagde, at hun godt kunne se at det måtte have været svært. ”Men hvorfor var hun så tarvelig over for mig”? Hun begyndte at græde og jeg vidste, at vi var kommet tættere på de følelser, som det egentlig handler om og som er årsag til at hun spænder op, lukker af og har lært at bruge vrede som et forsvar. Herunder var en sorg og en længsel efter at blive elsket.
Forandring
Jeg vendte repræsentanten for Sannes mor om mod repræsentanten for Sanne. Moderen udbrød: ”Jeg har jo slet ikke set min egen datter”. Hun rakte hænderne udmod repræsentanten for Sanne. Sanne selv lænede sig frem i stolen, og hendes ansigt, som havde været sammentrukket, begyndte at åbne sig. Jeg bad hende derfor selv om at rejse sig og stille sig ved siden af sin repræsentant. Med museskridt kunne hun nu tillade, at hendes mor nærmede sig. Gik det for hurtigt trak Sanne sig bagud, men når moren trådte tilbage, blev hun ked af det. ”Jeg savner dig” sagde Sanne til repræsentanten for moderen. De endte med at holdt hinanden i hænderne.
Vi rundede langsomt processen af. Sanne tilkendegav, at hun godt kunne se at hun skulle arbejde videre med den sorg, som gemte sig under hendes vrede. Hun havde fået et fokus og en retning til videre bearbejdning, som tydeligvist gjorde hende godt.
Udefra og ind
For klienter kan det opleves som en stor anerkendelse, at de ydre billeder, som er formet af repræsentanterne, er genkendelige. Det kan give en slags accept og oplevelse af at blive set og mødt i sin indre virkelighed. Det giver mulighed for at copingstrategierne lempes, så det underliggende lag kan tone frem. Når der er åbent ind til de primære følelser, kan det være af stor værdi for klienten at bytte plads med sin repræsentant og indtage sin egen plads.Nervesystemeter blevet ’narret’, og det føles som om de virkelige personer er til stede i rummet. Repræsentanten kan se og møde klienten i de primære følelser. Længslen underneden, som skal genfindes, finder et udtryk og den indre ’bevægelse’ kan fuldføres.
Kort efter at Peter i sin proces havde valgt en mand til at repræsentere sin far, rejste han sig op og gik hen til ham. Han var som den to-årige, der både elskede sin far, men også savnede ham. Han holdt om sin repræsentant-far, som om var det sin virkelige far. De græd begge. ”Hvorfor forlod du mig, far”?, spurgte han helt spontant og blev selv overrasket over sine egne ord. ”Det var ikke meningen,”sagde repræsentanten for faderen: ”Jeg vil altid være din far og jeg lever videre i dit hjerte”. De stod sammen i nogle minutter, indtil Peter med glæde i stemmen fortalte sin repræsentant-far, at han selv skulle være far. Nu græd de af glæde. Processen klingede langsomt af. Peter var overvældet, glad og lettet, da han sagde at han ikke kunne vente med at komme hjem, fortælle sin kæreste om sin oplevelse og holde hende på maven for at mærke livet i hendes krop. Hans barn.
Alle cases er skrevet med klientens samtykke. Navnene er dog ændret.
Liv Dhanyo Thommesen, Psykoterapeut Mpf. har forskellige psykoterapeutiske uddannelser bag sig. Liv har specialiseret sig inden for Familieopstilling og Systemisk Opstilling og er grundlægger og leder af ISFO – Institut for Systemisk Opstilling og Familieopstilling.
ISFO har en efteruddannelse i Familieopstilling målrettet Psykoterapeuter.