fbpx

Hjernen i kroppen – Familieopstillingen og interpersonel neurobiologi. 

Af Sarah Peyton

Hvad er Familieopstilling og hvorfor virker det?

Her kan du læse en virkelig interessant artikel om HVAD der er forklaringen på at Familieopstilling virker og mennesker elsker at arbejde med metoden. Man får det ganske enkelt bare bedre! God læselyst! 

I marts 2013, som 50-årig og træt af at have levet med eftervirkningerne af seksuelt misbrug i snart fem årtier, meldte jeg mig til en familieopstillingsworkshop og bad om hjælp til healing. Jeg havde gennemlevet to tilfælde af misbrug, éngang som ganske lille og én gang i begyndelsen af puberteten. Ingen af oplevelserne gentog sig, men begge skabte en gennemgribende forventning om, at jeg ikke havde nogen kontrol over, hvad der skete med min krop, og derfor ville min bedste overlevelsesstrategi være at benægte, at den tilhørte mig. Familieopstiller Jane Peterson lavede en Familieopstilling, hvor hun placerede repræsentanter for mine forældre, som ikke havde reageret, mine bedsteforældre og mine forfædre på rækker foran mig. Jeg satte navn på handlingerne, smerten, ensomheden og raseriet, og repræsentanterne udtalte anerkendende, beklagende og støttende ord. Og da alt det nødvendige var blevet sagt, stillede min familie sig om bag mig for at støtte mig i at konfrontere gerningsmændene.
Mens jeg udtrykte min vrede og tog min kraft tilbage, opmuntret og støttet af mine forfædre, følte jeg, at selve cellerne i min krop bevægede sig, og jeg mærkede fornemmelserne af den kroniske tilstand, der var forbundet med misbruget, ændre sig og forsvinde. I skrivende stund, otte måneder senere, oplever jeg stadig, at mit fysiske helbred bliver bedre og bedre. Hvordan kan det være sket? Denne og andre oplevelser, jeg har haft med healing gennem Familieopstillinger, har ført mig på en opdagelsesrejse.

Som ung lærte jeg, at alt, hvad der skete med os efter treårsalderen, var uden betydning, men som voksen har jeg gang på gang set eksempler på bemærkelsesværdig transformation. Og de konstante spørgsmål ‘hvorfor?’ og ‘hvordan?’ har vagt min interesse for interpersonel neurobiologi (IPNB). I 2001 udgav Daniel Siegel første udgave af den bog, der grundlagdeIPNB: The Developing Mind. Det var først i2009, jeg fandt ud af, at dette integrerede forskningsområdeeksisterede, med dets righoldigeforskning i de virkninger, vi har på hinanden og hinandens hjerner. Det var en lettelse at opdage, at resultaterne fra det, Siegel kalder ‘hjernens årti’ (1990’erne) viste, at vi kan heale og ændre vores tidlige, pinefulde mønstre. Jeg er optaget af, hvordan disse forfattere har givet mig håb og ny respekt for neuroplasticitet – hjernens forandringskapacitet. Alligevel er healing ikke let. Nogle kæmper i årevis uden noget videre fremskridt med deres emotionelle smerte. Så hvad er det, der gør forskellen? Hvad har vi brug for at vide om hjernen, som kan hjælpe os til vækst og healing? Og hvilket bidrag kan Familieopstilling yde?

“I skrivende stund, otte måneder senere, oplever jeg stadig, at mit fysiske helbred bliver bedre og bedre”.

Lad os tage en hurtig rundtur gennem hjernen og hukommelsen. Daniel Siegel beskriver den tredelte hjernestruktur i sin øvelse ”hjernen i hånden,” som fører os ind i relationen mellem cortex, især den forreste del, som kaldes den præfrontale cortex (PFC), og det limbiske system, i særdeleshed amygdala, som er hjernens emotionelle alarmsystem. Denne relation illustrerer Siegel ved at bruge en knytnæve, hvor tommelfingeren er omsluttet af de andre fingre, til at symbolisere hjernen. Han burger håndroden til at repræsentere hjernestammen, tommelfingeren står for det limbiske system med hovedvægt på amygdala, og fingrene, der dækker tommelfingeren, repræsenterer PFC. Når vi løfter de fire fingre, så tommelen (amygdala) kommer til syne, kan det hjælpe os til at forstå, at når amygdala fornemmer, at vi er truet, overtager den hjernen (med andre ord, filmen knækker for os), indtil PFC kan genvinde kontrollen og træffe bedre beslutninger (afgøre, om der er grund til forskrækkelse, kontrollere vores vrede, overveje konsekvenserne af vores handlinger og have empati med den anden). Derefter knytter vi igen næven og viser, at så snart PFC genvinder kontrollen, er det ikke længere amygdala, der sidder i førersædet.

“Hjernen i hånden” har masser af implikationer for selvkontrollen, men hvorfor er den vigtig, når vi tænker på healing og på Familieopstillinger? Den er vigtig, fordi følelser gør hjernen neuroplastisk, men kun i begrænset omfang. Hvis vores klient er totalt løsrevet fra sine følelser, befinder han/hun sig ikke i en tilstand, hvor der er mulighed for nogen videre forandring. (Undertiden kan vi ikke afgøre, hvor dybt folk er påvirket, blot ved at se på dem, så derfor er det klientens egen beskrivelse, der betyder noget her.) Det vil sige, at der skal være en form for emotionel ‘ladning’ en fornemmelse af synlighed eller mening, for at befordre læring og indsigt. Men vi skal heller ikke have vores klienter oversvømmet, for så koger de nærmest i følelsessuppe, og så lader de sig ikke påvirke af det, der sker. Hvis jeg havde stortudet og været helt ude af mig selv under min Familieopstilling, ville jeg være ude af stand til at huske det eller sige, hvad der skulle siges. Dette er vigtigt at vide for en Opstiller. Heldigvis er vi interpersonelle væsener, og dermed kan vi balancere hinanden, og Opstilleren kan balancere og støtte klienten i at være i en følelsestilstand, som hverken er løsrevet eller overvældende.

Jeg lovede dig, at vi også ville tage en rundtur i hukommelsen; en forståelse af hukommelsen hjælper os med at forstå, hvad vi gør I Familieopstillinger. Hukommelse kan være bevidst (eksplicit) eller ubevidst (implicit). Eksplicitte erindringer lagres og koordineres af en anden del af hjernen end vores implicitte erindringer.

Sommetider, ved f.eks. traumatiske minder, der vender tilbage til os igen og igen, kan en erindring have både eksplicitte (bevidste) og implicitte (ubevidste) dele. Smertelige og forstyrrende emotionelle erindringer svækkes som regel ikke med tiden. Den gamle talemåde ”tiden læger alle sår” passer ikke. Den implicitte (ubevidste) del af erindringen lagres i amygdala, som ikke har nogen tidsfornemmelse. For amygdala er det altid ‘nu’. Det vil sige, at for min krop, som gennemgik Familieopstillingen, var den emotionelle smerte, jeg stadig bar rundt på i min krop som sygdom og ubehag, ikke fuldt ud erkendt af mig. Derfor måtte min amygdala, mit emotionelle hukommelsescenter, huske for mig, indtil det var fuldt ud muligt at rumme vreden, følelsen af svigt, krænkelse og sorg, og sætte navn på den og erkende den bevidst.

“. . . for min krop, som gennemgik Familieopstillingen, var den emotionelle smerte, jeg stadig bar rundt på i min krop som sygdom og ubehag, ikke fuldt ud erkendt af mig”.

Nu spørger du måske: ”amygdala? Jeg troede, den var vores emotionelle alarmsystem. Hvad mener du med, at den ’husker’?” Den ubevidste eller implicitte emotionelle hukommelse består af netværk af perceptioner og forbindelser centreret i amygdala, som på én gang er skrevet ind i vores neuroner, uden at vi har været bevidst opmærksomme på det. Tusindvis af følelsesladede sekunder, som skaber en gletsjer af implicitte oplevelser, som ubønhørligt flytter os. Undertiden meget hurtigt, som en når gletsjer pludselig kælver og sender isbjerge i havet med et brag, symboliseret ved pludselige raserianfald, uventet gråd, eller den tilstand med ét blive ude af stand til at udholde et forhold længere. Andre gange så langsomt, at vi ikke engang bemærker tendensen ved f.eks. dissociation, diffussitet, apati, depression etc. Ligesom en gletsjer er konstant til stede, har amygdala ingen som helst fornemmelse af, at noget hører fortiden til. Alt er nutid. Flashbacks er glimt af fortidige øjeblikke i nutiden uden nogen klar fornemmelse af, at mindet er forbi. Store mængder implicit smerte kan holde hele vores krop og immunsystem konstant aktiveret med kroniske lidelser, som en slags langvarig, ubevidst flashback.

Gletsjerens overflade er faktisk det eneste, vi kan symbolisere laget med, hvor vores eksplicitte og bevidste verden mødes med vores implicitte og følelsesmæssige verden. Det vil vi se nærmere på.

Lad mig fremme forståelsen af vores bevidste verden ved at introducere hjernens andet hukommelsesorgan, hippocampus. Hippocampus som centrum for den neuroplastiske forandring, der finder sted i en Familiepstilling. Den giver os en rumlig gengivelse af vores verden og vores relationer og sætter erindringer ind i en tidsrelateret hukommelse. Dette sker i tæt samarbejde med cortex cingularis anterior, som skelner mellem nutid og fortid og er det centrale sorteringsorgan for hele vores faktuelle og selvbiografiske hukommelse. I modsætning til den implicitte, ubevidste hukommelse, som er lokaliseret i amygdala, er vores bevidste og sproglige hukommelse lokaliseret her. Hippocampus styres ikke af følelser og er ikke styret af overlevelsesstrategi. Vi skal derfor arbejde hårdere for at tilegne os vores bevidste sproglige viden, som eksempelvis 7-tabellen, som ingen emotionel betydning har for os. Vi kan indprente os denne viden ved hjælp af øvelse og gentagelse. Kobler vi derimod den nye viden til noget, som har følelsesmæssig betydning for os, sker indlæringen som af sig selv. På den måde får vi de eksplicitte erindringer, som primært bliver lagret i hippocampus forbundet med amygdala, som gør det betydningsfuldt og levende gennem forbindelsen til vores følelsesverden.

“Healing sker, når der laves ‘nye spor’ I hjernen, som gradvist bliver stærkere og vil overtage de gamle spor og minder”.

Det betyder med andre ord, at den healing, som jeg oplevede gennem min Familieopstilling, nødvendigvis må have involveret amygdala. Der var en emotionel ladning, som rørte ved og påvirkede den kroniske lidelse, jeg levede med. Healing sker, når der laves ‘nye spor’ i hjernen, som gradvist bliver stærkere og vil overtage de gamle spor og minder. For mig skete det, man kan kalde erindringsudelukkelse. Jeg har erfaret, at når vi bliver mødt og ‘holdt’ i et varmt nærvær, når vi er i kontakt med smertefulde minder fra fortiden, aktiveres mindets neurale center i amygdala. Når amygdala oplever, at vi bliver mødt, reguleret og beroliget af en resonans fra et andet menneskes PFC, begynder hippocampus at overtage og de smertefulde minder bliver til eksplicit, bevidst hukommelse. Denne form for hukommelsesoverførsel er dokumenteret med mus, som lærer, at en lyd, der tidligere var associeret til chok, ikke længere er forbundet med fare.

HVAD HAR DET MED OPSTILLING AT GØRE?

I en Familieopstilling bringes den indre implicitte og ubevidste oplevelse af fortiden og vores relationer frem i den eksplicitte, bevidste hukommelse. Vores emotionelle oplevelse af verden og vores relationer bliver hermed tydeliggjort, rummet og mødt, så den kan ‘flytte ind’ i hippocampus, hvor den kan give mening og vi kan sætte den ind i et tidsperspektiv.

Hjernen og hele nervesystemet i vores krop er et yderst komplekst system, og foruden hukommelsesintegration har vi mange andre måder at give verden mening på. Daniel Siegel nævner ni områder, hvor oplevelser og erfaringer bliver integreret i det indre. Med vores forståelse for forholdet mellem vores præfrontale cortex, amygdala og hippocampus, vil jeg gennemgå disse ni integrationsområder set gennem Familieopstillingens optik.

Integration af nærvær

Kunsten at være nærværende og til stede er det mest enkle og samtidig et komplekst integrationsniveau. Det niveau handler om, hvad og hvordan vi tænker, hvordan vi har det med os selv, og hvilket forhold vi har til vores ‘gletsjere’. Gennem Familiepstilling ændres kendskabet til vores eksplicitte og implicitte balance. Vi bliver her mere nærværende i forhold til os selv og bedre til at være nærværende og åbne i vores relationer. Vi bliver mere til stede i forhold til de mennesker, som er omkring os. Med Familieopstilling og Systemisk Opstilling forsøger man med ‘radikal inklusivitet’ at støtte os til at integrere det implicitte og eksplicitte, så alle dele af os kan ‘sidde med ved bordet’.

Vertikal integration

Mange af os forlader barndommen med yderst sparsom kontakt med kroppen. Vertikal integration handler om at skabe et flow, der gør det muligt for os at være i kontakt med vores krop og vores fysiske selv. Som vi var inde på tidligere i artiklen, sker der en transformation af måden, vi rummer erindringer, når PFC inkluderes, og når amygdalas behov omsorgsfuldt mødes. Dette er én form for vertikal integration. Den PFC, som er forrest og øverst i hovedet, er forbundet med amygdala, som sidder dybere inde i hjernen og med hjernestammen, der befinder sig endnu længere nede i hjernen. PFC er således forbundet med selve kroppen.

“I min føromtalte Familieopstilling lykkedes det at ‘sende’ et budskab fra kroppen til hjernen om, at jeg var i sikkerhed”.

Med vertikal integration støtter PFC hele det limbiske system og kroppen. Det udløser et energiflow og en informationsstrøm, som sendes tilbage fra kroppen, især fra vagusnerven. Hjernen informeres herved om, hvad vi oplever og foretager os i verden. I min føromtalte Familieopstilling lykkedes det at ‘sende’ et budskab fra kroppen til hjernen om, at jeg var i sikkerhed. Med Familieopstilling kan man sige, at kroppen kan korrigere fortællingen til hjernen. Det er fortællinger om nærhed og betydning i forhold til mennesker i vores verden.

Horisontal integration

Vi er udstyret med, hvad man i den digitale verden kalde en dual-processor. Vores venstre og højre hjernehalvdel. Vores venstre hjernehalvdel oplever verden omkring os, som en samling redskaber og strategier, som støtter os

i at opnå mest muligt med størst mulig fordel for os selv. Den er motoren, der bevæger os gennem livet. Vores højre hjernehalvdel oplever derimod en verden fuld af relationer og levende individer – et univers af tæt forbundne netværk. Herfra opleves livet værdifuldt, og mulighederne er uendelige (McGilchrist, 2012). De to hjernehalvdele repræsenterer to forskellige måder at være i verden på, som nærmest udelukker hinanden. Udfordringen består i at integrere de to hjernehalvdele. Når vores højre præfrontale cortex med sin evne for helhed, vision og integritet begynder at kaste lys over vores vej, og vores venstre hjernehalvdel handler effektivt og i overensstemmelse med visionen og vejen, bliver vi den bedste udgave af os selv. Da min selvopfattelse som seksuel misbrugt faldt bort, oplevede jeg mig selv som et helt menneske.

“Vi vil udvikle os og inspireres, i stedet for at være låst fast i vores smerte”.

Familieopstilling støtter mennesker i denne proces og til at se det fulde billede af virkeligheden i et bredere perspektiv. Det fører os direkte ind i den horisontale integration.

Hukommelsesintegration

Når relationen mellem amygdala og hippocampus udvikles og forbindelsen mellem den implicitte og den eksplicitte hukommelse styrkes, oplever vi en gennemgribende healing og forandring. Vores evne til at træffe klare valg og udtrykke os autentisk styrkes, når vi ikke længere er ubevidst styret af den implicitte ‘gletsjer’. Vi vil udvikle os og inspireres, i stedet for at være låst fast i vores smerte. I mit eget Familiepstillingsritual løsrevet enormt stykke af min gletsjer sig. En implicit, ubevidst smerte blev integreret i det eksplicittes, bevidste hav.

Efterhånden som folk oplever den forløsende virkning og effekten af Familieopstillingsarbejde, som f.eks. trans-generationel healing eller andre former for nyere traumehealing, integreres hukommelsen, så vi kan leve et mere kraftfuldt og tilfredsstillende liv.

Narrativ integration

Vores livsfortællinger er sindets blod. Vi har mange fortællinger om, hvem vi er. Alle vores roller har hver sin historie: forælder, lærer, forretningsdrivende, sportsudøver, frivillig. Vi har også fortællinger fra forskellige perioder af vores liv, som eksempelvis barndom, pubertet, tidlige voksenår, tiden som forældre og som midaldrende. Jo mere disse fortællinger er adskilt fra en samlet oplevelse af os selv, jo mindre integrerede er vi. Det barn jeg engang var, som oplevede det seksuelle misbrug, udviklede en særlig måde at se sig selv på, som blev en overlevelsesfortælling. Min Familieopstilling brød med denne overlevelsesfortælling og inviterede mig i stedet ind i en integreret oplevelse og en ny fortælling om mig selv. Metoden ændrer historien om de familier, vi er født i, og om vores forældre. Vores familiehistories overordnede fortællinger. Det giver en kraftfuld mulighed for narrativ integration.

Tilstandsintegration

Hvilken følelse er fremherskende hos dig? Oplever du dig selv som et roligt menneske? Som et vredt menneske? Som et skræmt og ængsteligt menneske? Den følelse, som er mest fremherskende kan man kalde din følelsestilstand. Vedvarende negative følelser som depression, angst, vrede, voldsom sorg etc. er ofte ikke integrerede følelsestilstande. I en komplekse verden som den, vi mennesker befinder os i, bevæger vi os konstant ind og ud af følelser. Det er nødvendigt for at bevare ligevægten, og det er samtidig en respons på, hvad der er vigtigt i vores omgivelser. For mit vedkommende levede jeg i mange år med et vedholdende raseri, indtil jeg gennem min Familieopstilling fik forløst denne vrede. Når der i en Familieopstilling løftes implicitte byrder, som har eksisteret i familien gennem generationer, kan vedvarende følelsestilstande blive flydende og fleksible. Det giver plads til mere behagelige følelsestilstande, som herved kan blive vores nye følelsestilstand.

Tidsmæssig integration

Vi mennesker lever i mange forskellige kronologiske intervaller: fra minut til minut, fra dag til dag, målt i uger, måneder, årstider, år, livsfaser, generationer, epoker, århundreder, årtusinder, geologiske perioder og i forhold til The Big Bang. Hvordan oplever vi os selv inden for disse forskellige tidslinjer? Kan vi huske, hvilken ugedag det er? Er vi klar over, at løvet er ved at skifte farve? Oplever vi os selv i forhold til den alder, vi rent faktisk har? Er vi voksne i vores liv? I Familieopstillinger er vi endvidere også opmærksomme på, hvordan vi oplever os selv i vores familiesystem. Har vi en fornemmelse af os selv som en del af en overordnet familietidslinje, som omfatter andre generationer og forfædre? Min Familieopstilling hjalp mig til fuldt ud at modtage støtte fra tidligere generationer, til at føle mig som del af noget større, der strakte sig gennem tiden. Det er en af de primære og helt store gaver ved Familieopstilling.

Interpersonlig integration

Vores relationer med andre mennesker skaber og organiserer vores neurale forbindelser. Det er med andre ord ikke meningen, at vi skal isoleres og adskilles fra andre mennesker. Mor og spædbarn er som en udelelig organisme. De tidligere nævnte integrationsmåder gør det muligt for hele det neurologiske system og ‘hjernen i kroppen’ dels at blive mere differentierede og samtidig mere og mere sammenkædede. Denne essentielle integrationsegenskab giver mulighed for, at dette komplekse system får de bedste forudsætninger for at komme til udtryk.

“For mit vedkommende betød healingen, at jeg blev i stand til at indgå i relationer med andre, hvilket er en proces, der stadig er i udvikling”.

I relation til mennesker omkring os skal vi være både forbundne og adskilte. Vi har brug for en afgrænsning for at kunne opleve os selv som et individ, og samtidig har vi også brug for at opleve os som forbundet med andre mennesker. Ikke desto mindre bevæger mange mennesker sig gennem livet, som om der ikke eksisterede andre end dem selv – og modsat findes der også mennesker, som ikke udfylder livet og ligesom aldrig er kommet ind i eksistensen. For mit vedkommende betød healingen, at jeg blev i stand til at indgå i relationer med andre, hvilket er en proces, der stadig er i udvikling. Arbejdet med Familieopstilling gør menneskene omkring os levende og samtidig støtter det os i at lave en sund adskillelse. Det er måske selve højdepunktet af integration.

Transpersonlig integration

Hvad er vores oplevelse af alt, som er ud over individet, og hvilken fornemmelse har vi af vores egen spiritualitet? Kan vi begribe, at vi er en del af noget, som er langt større end os selv, og måske endda end hele menneskeheden? Dette er også et integrationsområde, og det fører os tilbage til det første integrationsniveau – nemlig nærvær. 

Hvad med din egen Familieopstilling?

På vores kurser i Familieopstilling har du mulighed for at få lavet din egen Familieopstilling. Er det mon et skridt, som er en værdifuld investering i dit helbred, dine relationer og dit liv? .

Sarah Peyton, som er uddannet træner i ikke-voldelig kommunikation og facilitator for opstillinger, er stærkt interesseret i syntesen af En neurobiologisk forklaring på Familieopstillinginterpersonlig neurobiologi (IPNB) og sprogets og oplevelsernes rolle i healing og integration. Sarah bidrager regelmæssigt til Global Association of Interpersonal Neurobiology Studies’ tidsskrift, og hun har udviklet Brain Constellations til at bringe folk i et mere bevidst forhold til deres egne mønstre.

Jeg er interesseret i et kursus i Familieopstilling